«Монстр из Дюссельдорфа» Петер Кюртен казнен на гильотине за серию жестоких убийств

Solen var gået ned over markedet i udkanten af Düsseldorf. Plejesøstrene Gertrude og Louise var på vej hjem. De gik forbi karruseller med træheste, boder med øl og bratwurst. Gertrude Hamacher var 5, Louise Lenzen, 14. En mand kom ud af skyggerne. Han var velklædt og respektabel med jakkesæt, hat og grå frakke. Han fortalte, at han havde glemt at købe cigaretter. Kunne Louise købe dem for ham? Han skulle nok passe Gertrude i mellemtiden. Da Louise kom tilbage med cigaretterne, var Gertrude forsvundet. Kun manden var tilbage. Han greb Louise og trak hende mod hækken bag gangstien. Louise forsøgte at rive sig løs, men den fremmede tog fat i halsen på hende og kvalte den forsvarsløse pige. "Monsteret fra Düsseldorf" havde myrdet sit femte og sjette offer. Nogle måneder senere sad den 20-årige Maria Budlick i Köln og læste om Monsteret fra Düsseldorf i avisen. Nu havde han dræbt ni mennesker. Hun sagde til en veninde, at "tak og lov for, at vi ikke bor i Düsseldorf". Et par uger senere mistede Maria jobbet i Köln. Ikke længe efter sad hun i toget på vej til et jobinterview. I Düsseldorf. På stationen i Düsseldorf mødte Maria en mand. Han tilbød at vise vejen til ungdomsherberget. Maria syntes, manden førte hende den forkerte vej. Mod en park i stedet for området, hun troede herberget lå i. Hun tænkte på ”Monsteret fra Düsseldor” og blev lettet, da en velklædt herre dukkede op og spurgte: "Er alt i orden?" Manden fra stationen forsvandt. Redningsmanden tog Maria med til en lejlighed i Mettmannstrasse. Hun fik et glas mælk og en skinke-sandwich. Derefter ville han tage hende med til herberget, lovede han. De kom aldrig så langt. I Grafenburg-skoven kastede den fremmede sig over Maria. Han greb hende om halsen og pressede hende op mod et træ. Det begyndte at sortne for Maria, da grebet pludselig løsnedes. Manden spurgte: "Husker du, hvor jeg bor? I tilfælde af at du har brug for hjælp?" Maria svarede: "Nej." Det reddede hendes liv. Manden forsvandt i buskene. Maria havde undgået at blive det tiende offer for ”Monsteret fra Düsseldorf”. Maria anmeldte i første omgang ikke overgrebet, men beskrev hele oplevelsen i et privat brev til en veninde. Da hun ved en fejl skrev en forkert adresse på konvolutten, blev brevet åbnet på posthuset og overdraget til politiet. Politiet opsøgte Maria, og hun indvilligede i at vise dem vejen til den lejlighed, som Kürten havde taget hende med hen til på Mettmanner Straße. Hun havde dog svært ved at huske det præcise hus. Mens de gik rundt og ledte, kom en velklædt mand tilfældigt gående imod dem på gaden. Maria genkendte ham straks og udpegede ham diskret for betjentene. "Det er ham, som angreb mig i skoven!" Manden hed Peter Kürten, og da han på gaden genkendte sit tidligere offer Maria, som gik sammen med de to mænd i civilt tøj, fattede han mistanke. Han vendte straks om og skyndte sig væk, så betjentene mistede ham af syne. Kürten vidste nu, at nettet strammede. Han tog hjem til sin kone, Auguste Kürten, tilstod sine forbrydelser over for hende og bad hende kontakte politiet, så hun kunne få den udlovede dusør. Politiet arrangerede derefter en fælde ved Rochuskirche, hvor Kürten havde aftalt at mødes med sin kone. Den 24. maj 1930 ventede politiet ved kirken, og da Kürten dukkede op, stormede fire politimænd frem med pistoler i hænderne. Kürten smilede og sagde: "I har intet at frygte." Det samlede beløb, som myndighederne og offentligheden oprindeligt havde udlovet for oplysninger, der kunne føre til pågribelsen af seriemorderen, var på 15.000 Reichsmark. Dette var en astronomisk sum i Weimarrepublikken i 1930, svarende til flere års gennemsnitlig fabriksarbejderløn. Augustes andel: Fordi politiet allerede havde identificeret Peter Kürten via Maria Budlick og var på sporet af ham, vurderede myndighederne, at Auguste Kürten ikke var den eneste årsag til anholdelsen. Hun fik derfor tildelt 4.000 Reichsmark af den samlede pulje. Retssagen mod Peter Kürten begyndte den 13. april 1931. I retssalen byggede man et skulderhøjt bur til Kürten. Om det var for at beskytte ham mod publikum eller omvendt, blev ikke forklaret. Foran retten stod et bord med bevismateriale: Blodige og rustne sakser, knive og hamre. Kranier fra ofrene, stykker af blodigt tøj og en skovl. Bevismaterialerne havde ikke været nødvendige. Kürten tilstod alt. Med rolig stemme uden følelser fortalte Kürten om et liv fyldt med vold og sadisme. Han fortalte om en opvækst med en far, som drak og mishandlede familien. Faren havde sex med moren og tvang børnene til at se på. Kürten fortalte, at "hvis de ikke havde været gift, ville man kalde det voldtægt". Som dreng fik Kürten job som hundefanger. En ældre kollega viste, ifølge Kürten, hvordan han skulle torturere dyrene. Kürten fortalte retten, at han derved blev klar over, hvilken nydelse synet af blod gav ham. LÆS OGSÅ: De dræbte piger: Morder fældet efter 32 år Snart fandt han menneskelige ofre. Som 9-årig kastede Kürten en jævnaldrende dreng i vandet. Han vidste, at drengen ikke kunne svømme. Da en kammerat forsøgte at redde drengen, holdt Kürten hans hoved under vand, til han også druknede. Kürten blev aldrig dømt for mordet på drengene. Han blev derimod dømt for en række mindre forbrydelser. Mellem 1900 og 1913 tilbragte Kürten størstedelen af tiden i fængsel for forfalskning, tyveri og vold. Han brugte tiden til at forberede, hvordan han skulle hævne sig på samfundet, når han slap ud: "Jeg fantaserede om, hvordan jeg skulle forårsage ulykker, hvor tusindvis af mennesker omkom … Jeg skulle ødelægge broer og bore huller i bropillerne … Slippe bakterier ud i drikkevandet og forårsage katastrofer … Jeg ville bruge skoler og børnehjem og dele chokolade ud med arsenik … Disse fantasier gav mig samme nydelse, som andre får ved at fantasere om nøgne kvinder." Kürten førte nogle fantasierne ud i livet ved at tænde ild til bygninger: "Jeg frydede mig over synet af flammerne, men allermest over forsøgene på at slukke brandene og de fortvivlede mennesker, som mistede alt, de ejede." Men det var mord og blod, som gav Kürten mest nydelse. Det første offer var 9-årige Christine Klein i 1913. Men han myrdede ikke kun piger. Et af ofrene var en 54-årig mekaniker. Metoderne varierede. Kürten kvalte nogle, dræbte andre med saks, kniv eller hammer. "Om jeg brugte kniv, saks eller hammer for at se blod, var ligegyldigt eller en ren tilfældighed. Ofte vred og kæmpede ofrene på samme måde efter et hammerslag, som når jeg kvalte dem." Når han ikke fik fat i mennesker, dræbte Kürten dyr. Han halshugede en svane i parken Hofgarten. Mens den døde, sugede Kürten blodet af fuglen. Han forklarede for retten, at han fik udløsning, mens det stod på. Han tilstod, at han drak blodet fra halsen på et offer, og drak blod fra et sår i tindingen på et andet. En gang drak han så meget blod, at han kastede op. Aviserne gav derfor Kürten tilnavnet "Vampyren fra Düsseldorf". Kürten fortalte, at nogle ofre overlevede, fordi han fik udløsning, før han nåede at kvæle dem. Sådan som det skete for Maria Budlick fra Köln. I de tilfælde undskyldte han sig over for ofrene med ordene "Det er dette, kærlighed handler om!", før han forsvandt. Selv Kürtens forsvarer, dr. Wehner, var forfærdet: "Mennesket Kürten er en uløselig gåde for mig! Morderen Haarmann dræbte kun mænd, Landru kun kvinder … Men Kürten dræbte mænd, kvinder, børn og dyr, alt han fik fat i!" Når selv forsvareren ikke kunne finde formildende omstændigheder, kunne det kun blive ét udfald. Nævningene brugte mindre end 90 minutter på at overveje sagen. Peter Kürten fik ni dødsdømme for lige så mange drab. Hvor mange han ikke blev dømt for, blev aldrig klart. På spørgsmålet om han følte skyld, svarede Kürten: "Jeg fortryder ingenting … Når jeg tænker tilbage på det, jeg gjorde, er det ingen ubehagelig følelse. Faktisk sætter jeg pris på det!" Onsdag den 1. juli 1931 om aftenen spiste Peter Kürten den dødsdømtes sidste måltid. Wienerschnitzel, stegte kartofler og en flaske hvidvin. Da han var færdig, spurgte han om en portion til. LÆS OGSÅ: Myrdet på sommerlejr: 11-årige Nicky blev bortført fra sit telt Christine Klein (9 år) – Dræbt i maj 1913 under et indbrud. Rosa Ohliger (9 år) – Dræbt i februar 1929 (det første offer i Düsseldorf-bølgen). Rudolf Scheer (54 år) – Dræbt i februar 1929. Maria Hahn (24 år) – Dræbt i august 1929. Gertrude Hamacher (5 år) – Dræbt den 23. august 1929. Louise Lenzen (14 år) – Dræbt den 23. august 1929 (få minutter efter Gertrude). Ida Reuter (31 år) – Dræbt i september 1929. Elisabeth Dörrier (22 år) – Dræbt i oktober 1929. Gertrude Albermann (5 år) – Dræbt i november 1929. Kürten påstod selv over for politiet, at han som barn omkring 9-års alderen desuden havde druknet to skolekammerater i en flod, men disse to påståede drab blev aldrig officielt efterforsket eller bekræftet af myndighederne. Klokken 06 næste morgen førte to præster Peter Kürten til guillotinen i gården på Klingelputz-fængslet. Kürten havde allerede kommet med sit sidste ønske. Efter dødsdommen spurgte han fængselspsykiateren: "Sig mig, efter at mit hoved er blevet kappet af, er det sandt, at jeg et kort øjeblik kan høre, hvordan blodet sprøjter fra den afkappede hals? Det vil i så fald være den højeste af alle nydelser! Denne artikel er skrevet af Jan Ingar Thon og bearbejdet af Kasper Bækgaard.