Адоптированная из Индии писательница описывает наследие чужой страны в датской жизни

Som adopteret fra Indien var jeg bange for at være en snylteplante. En plante, der ikke rigtigt har rod i jorden, men som er afhængig af, at andre planter vil give mig vand og næring. Som adopteret har jeg arvet en kropslig hukommelse fra et land, jeg ikke er opvokset i Der er noget ved sensommerlyset på Møn, som minder Sabitha Söderholm om det land hun blev født i: Indien. Hun er adopteret og skriver om, hvordan man lever med en arv fra et land, man ikke er vokset op i. Foto: Martin Lehmann Der er noget ved lyset for tiden, den måde solen falder ind over de strågule marker og over det grønne løv i skoven, et sprødt og varmt lys, et kobberskær eller som ægte guld set gennem søvand. Der er noget ved dét lys, der minder mig om Indien. Om de lange køreture til og fra landsbyen, om landevejsboderne, der sælger friske kokosnødder, biscuits og varm chai. Om den varme røde jord, de irgrønne palmetræer, duften af gæret frugt og benzin, duften af jasmin, duften af bål. Læs videre for 1 kr. Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.