Экс-военный рассказал о работе в секретной атомной бункере REGAN Vest

Ud over at være særdeles aktiv i Hjemmeværnet var Poul Erik Ingvartsen også tidligere soldat og befalingsmand i Forsvaret. Han var således helt på det rene med, at der var dybt alvorlige sager på spil, da han i 1975 for første gang så blev lukket ind i det tophemmelige anlæg REGAN Vest og blev bedt om at underskrive en tavshedserklæring. – Det var anlæggets daværende maskinmester, som også var i Hjemmeværnet, der havde inviteret mig ind. Sammen havde vi deltaget i en øvelse, der handlede om at sprænge en gammel skorsten i luften. Derudover var jeg smed og maskinarbejder til daglig og dermed kvalificeret til de opgaver, han havde tiltænkt mig, siger den i dag 81-årige Poul Erik, der bor i landsbyen Nørre Kongerslev sydøst for Aalborg. 1970’erne var en tid med kold krig. Og der var udbredt frygt for, at spændingerne mellem vest- og østblokken anført af henholdsvis USA og Sovjetunionen kunne føre til en egentlig krig med brug af atomvåben. REGAN Vest var en bunker med plads til 350 mennesker, og i tilfælde af atomkrig skulle den huse Danmarks regering og embedsværk, som dermed kunne styre landet fra et beskyttet sted 60 meter under jorden i Rold Skov i Nordjylland. – Der var også plads til os, der skulle passe maskinerne. Men hvis det kom dertil, at atomkrigen kom, ville vores familier ikke kunne komme med. De ting kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle til min kone Lisbeth og vores tre døtre. Jeg skrev under på, at jeg kunne straffes med fængsel i 14 år, hvis jeg ikke holdt mund om alt, hvad der havde med bunkeren at gøre, siger Poul Erik. Lisbeth var endda også i Hjemmeværnet og ville få tildelt opgaver i tilfælde af krig. Og tanken om, at der ikke var plads til hende i bunkeren, gav selvsagt anledning til bekymrede tanker. – Men sådan var betingelserne. Og vi havde valgt at tjene vores fædreland. Hvis man forestiller sig den tænkte situation, at jeg blev genindkaldt og kom i krig som soldat, ville min kone jo heller ikke kunne komme med mig på slagmarken. Hvad børnene angår, blev der i mange år arbejdet på at skabe en såkaldt ”børneordning”. I deres forældres fravær skulle børnene anbringes særlige steder, hvor der blev sørget for en tryg, videre tilværelse for dem. – Men planerne gled ud i sandet. Det var for stor en mundfuld for kommunerne og pædagogerne, der sagde fra over for idéen. Ansvaret overgik herefter til Beredskabet, som heller ikke havde tid og mandskab til det. For Poul Erik og Lisbeth dukkede en løsning dog op, da deres førstefødte, Jane, fyldte 18 og dermed kunne skrive under på, at hun ville tage sig at sine yngre søstre, Anne og Lene, hvis hendes forældre blev indkaldt i tilfælde af krig. Døtrene er i dag henholdsvis 60, 54 og 50 år. – Jeg havde min gang i REGAN Vest fra 1975 til 2005. Først et par år senere nævnte jeg for første gang over for pigerne, at det var der, jeg havde været. Og Lene og hendes mand forstod først for alvor, hvad det handlede om, da de i 2015 besøgte en udstilling i Rebildcentret om det lukkede anlæg, der i 2023 blev til museum. Helt tavs over for familien omkring sit arbejde i anlægget kunne han naturligvis ikke være. Men de fik med hans formulering heller ikke andet at vide end det, der var behov for. – De første år sagde jeg slet og ret, at jeg arbejdede i en stor bunker i skoven. Lige som de andre hjemmeværnsfolk i anlægget havde jeg i øvrigt en aftale med det firma, hvor jeg havde mit daglige job. Den gik ud på, at hvis der blev optræk til krig, behøvede de ikke at lede efter mig. Så var jeg nemlig blevet indkaldt. Poul Erik havde en fast vending, når han kørte mod skoven for at gøre tjeneste i bunkeren. – Jeg sagde til familien: ”Jeg kører i hullet!” Pigerne troede, at jeg tog ud på øvelse med Hjemmeværnet, fortæller Poul Erik. Hans opgave var at tjekke stedets aircondition, ventilation og vandsystemer samt dieselmotoren til strømgeneratoren og fikse tingene, hvis de svigtede. – Jeg har aldrig rent fysisk skiftet et atomfilter. Man var bange for, at de skulle gå i stykker, hvis der blev rodet for meget med dem. Men jeg prøvet at iføre mig et tungt blyforklæde og gasmaske under øvelser. Hvis det kom så vidt, at der faldt en atombombe i området, var der i øvrigt kun ilt til ti dage i anlægget. Og så ville man være nødt til at åbne dørene uden at vide, hvad man kom ud til, siger Poul Erik. Da den kolde krig sluttede med Sovjetunionens opløsning i 1991, døde frygten for atomkrig også hen. REGAN Vest blev gradvis sat på standby, og den høje grad af fortrolighed, der omgærdede stedet, blev delvis opblødt. – Lisbeth arbejdede faktisk i anlægget de sidste fem år frem den endelige lukning i 2005. Lotterne, som vi kalder kvinderne i Hjemmeværnet, fik typisk opgaver i køkkenet, indtil de var blevet sikkerhedsgodkendt. Og Lisbeth var så glad for det, at hun endte som leder af køkkenet. På det tidspunkt havde det allerede længe været sådan, at når folk med tilknytning til bunkeren blev udspurgt om deres hverv, svarede de, at de gjorde tjeneste i et af de civile anlæg, der lå rundt om i landet til brug for centraladministrationen. – Særligt Lene har undret sig over det hemmelighedskræmmeri, hun har levet under som barn. I dag forstår hun, at hendes far havde været strafskyldig, hvis ikke han havde kunnet tie stille, men også, at den indsats, vi har gjort i Hjemmeværnet, ikke mindst har været for vores børns fremtids skyld, siger Poul Erik. De to første afsnit af dramadokumentaren "En hemmelighed under jorden" blev vist på DR2 tirsdag 1. september. Afsnit 3 og 4 kan ses samme sted tirsdag 8. september, og femte og sidste afsnit vises 15. september. Samtlige afsnit kan streames på DRTV. Serien er instrueret af Nille Westh. Han og Lisbeth er fortsat begge aktive i Hjemmeværnet. – Der er brug for os endnu. Vi sørger for mad og sidder vagt ved øvelser. I alt bruger vi over 200 timer om året i organisationen. Derudover har vi frivillige opgaver i Hjemmeværnskompagni Vesthimmerland i Aars, hvor vi hjælper til med at samle historier fra lokalområdet ind. Når han ikke er engageret i fædrelandets ve og vel, pusler han med sin og fruens store have. Og ikke mindst hygger han sig i garagen med sine Nimbus-motorcykler og Lisbeths gamle knallert, som i øvrigt er med i en scene i den aktuelle dramadokumentarserie om REGAN Vest på DRTV, ”En hemmelighed under jorden”. – Serien giver en god beskrivelse af, hvad vi lavede dengang. Og jeg må sige, at jeg den dag i dag er stolt over, at mine evner kunne bruges i rigets tjeneste. Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.