Встреча женщин создает уникальную силу: как обмен личными историями формирует глубокое сообщество

"Når kvinder samles og deler erfaringer, opstår der en kraft, der er større end os selv" Når kvinder mødes, varer det sjældent længe, før samtalen bliver personlig. I denne klumme skriver Susanne Cordes om, hvorfor vi deler vores historier – og hvorfor det skaber en særlig form for fællesskab. Foto: Stine Christiansen Susanne Cordes er forfatter. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning. For nylig skulle jeg i en arbejdssammenhæng tilbringe en uge hjemmefra sammen med en gruppe kvinder. Vi kendte ikke hinanden synderligt i forvejen. Til at begynde med passede vi også os selv. Men hurtigt opstod en situation, hvor det var naturligt at drikke kaffe med den ene, følges med en anden på en tur og sætte sig med en tredje og spise morgenmad. Vi begyndte at udveksle historier. Der var hende, der fortalte om for nyligt at have gennemgået et cancerforløb. Og have været bange for at dø. Der var hende, der for mange år siden havde mistet et barn, men som stadig mærkede savnet, selvom ingen forstod det. Der var hende, der vidste, at hun ville skilles, men endnu ikke havde fortalt det til sin mand. Der var hende, der havde fået en ny svigerdatter, som hun følte var helt forkert for hendes søn, men ingen havde at sige det til. Udover os andre. Fremmede og lyttende. Det er ikke første gang, jeg oplever det. Og jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der har haft den oplevelse. Når vi kvinder samles, skaber vi et fællesskab af fortællinger. Engang har det sikkert været en måde at videregive erfaringer og viden på rundt om bålet, men det kan ikke have været det hele. Der var hende, der vidste, at hun ville skilles, men endnu ikke havde fortalt det til sin mand For i dag kan vi opsøge viden i langt større omfang og på langt nemmere måder. Men der er stadig noget uundgåeligt ved at dele historier, når kvinder er sammen. Vi ved, at det kommer til at ske. Det er en kraft, der er større end os selv. Efter den uge følte vi seks kvinder os forbundne. De sidste aftener blev tilbragt i fællesskab, mens vi alle udvekslede vores historier, lo, græd, var stille. ”Vi fortæller os selv historier for at overleve”, er et berømt citat fra den amerikanske forfatter og journalist, Joan Didion (forfatter til bl.a. ”Et år med magisk tænkning”). Jeg tror, at hun mente, at når vi fortæller historier, ordner vi verden omkring os og placerer os selv i den. På psykoanalytikerens briks kan den historie, vi får skabt om os selv, være et spørgsmål om liv og død for de særligt udsatte. Alligevel er kvinder historisk set forsøgt latterliggjorte for at være ’sladdervorne’. Marketingskulturen og de sociale medier har på deres side forsøgt at omsætte vores behov for ’storytelling’ til kolde kontanter. Men det er ikke det samme. Det vil aldrig være det samme, som når en historie fortælles i fællesskabets levende rum. I fællesskabets rum er den eneste handling ikke, at en historie fortælles. Der lyttes også. Og i den udveksling opstår der noget meningsfuldt. Egentligt behøver det ikke forklares yderligere end det. Når vi udveksler historier med hinanden, forbinder vi os på en meningsfuld måde. Jeg kom hjem fyldt op med andre kvinders erfaringer og en mæt følelse af at have delt mine egne. Jeg kom hjem med meningsfylde. Og det er alt nok.