Пара, переживший рак, подчеркивает важность поддержки близких в борьбе со смертельной болезнью

Da han faldt på knæ, havde de været igennem noget af det værst tænkelige Prøvelserne ved den dødelige sygdom lærte dem noget vigtigt. De havde mødt hinanden for blot ni måneder siden. Nyforelskelsen var helt frisk. Da Elisa Lykke fik beskeden om, at hun havde en sjælden kræftform. Det var fjerde gang, hun havde haft kræft, da hun som 51-årig fik diagnosen. Men denne gang var det en langt mere alvorlig form end tidligere. Som væltede hele hendes liv, fortæller hun. - De statistikker, jeg googlede, var ubarmhjertigt barske. Der tænker jeg for første gang, at jeg nok ikke overlever, og jeg var bange for at sige farvel til alt det, jeg elsker, siger Elisa Lykke og ser på Thor Selander, der sidder ved siden af hende i stuen i Charlottenlund. Deres hænder ligger sammenflettede imellem dem. - Udover at jeg var bange for at være syg, så tænkte jeg selvfølgelig også, om Thor ville blive hos mig. Fordi det var så nyt, siger hun. Men Thor gik ikke fra Elisa dengang for to år siden. Faktisk veg han ikke fra hendes side, når den ene prøvelse efter den anden ramte. Det lærte dem tværtimod noget, som i dag har gjort dem langt stærkere sammen. Manglede nogen at spejle sig i Elisa Lykke er lige nu aktuel med bogen ’Livskræfter – ni kvinder om at overleve kræft’. I den fortæller blandt andre Ghita Nørby, Søs Egelind og Mai Mercado om at overvinde en kræftsygdom. Og så skriver Elisa Lykke også om sit eget kræftforløb. Hun har skrevet bogen, fordi hun selv manglede at kunne spejle sig i andre kvinder, der havde oplevet det samme mørke, da hun selv var i det. Noget smukt midt i alt det barske Planen var voldsom. Elisa Lykke skulle have i alt 14 kemobehandlinger over ni måneder efterfulgt af både stråling og en operation. For at få bugt med den knogle- og bløddelskræft, der nu var hendes eneste og altoverskyggende fokus og frygt. Ewings sarkom. - Da jeg ser den behandlingsplan, virkede det uoverskueligt. Der var jeg ikke særlig stærk eller sej, og der lænede jeg mig meget ind i Thors planlægningssystem, husker Elisa Lykke. Systemet, som senere blev et fast holdepunkt for de to, handlede slet og ret om at tage ét skridt ad gangen. Både i behandlingsplanen og i kærligheden. Og det næste skridt, der ventede dem, var, da Elisa – allerede efter første omgang kemoterapi – kunne trække lange totter hår ud af hovedbunden. - Når jeg vågnede om morgenen og kiggede på min hovedpude, lå der alt for meget hår. Det var en vild proces for min forfængelighed, fortæller Elisa Lykke. Det var der, Thor proklamerede, at det var på tide at klippe det af. Faktisk var det ham, der førte trimmeren den aften, det skete. - Midt i alt det barske var der også noget utroligt smukt i at se Elisa med det store røde hår blive til G.I. Jane, siger Thor Selander med et lille grin. - Du var jo pisselækker som skaldet! Elisa smiler og ser tænksom ud. - Ja, men jeg synes godt nok ikke, det var sjovt at skulle af med mit hår, svarer hun så. - Jeg var så ked af det den aften. Nej, hvor jeg græd! Et visnet træ Selv beskriver Elisa Lykke det som ”tabet af Elisa”, da kræften blev synlig på hendes krop. - Udover alt det andet forfærdelige, der er ved at få en sygdom som cancer, så var den helt store bivirkning det ydre, siger hun og tilføjer, at det måske kan lyde paradoksalt eller overfladisk at tænke på den slags midt i et dødeligt sygdomsforløb. Men det betød ikke desto mindre meget for hende. Tabet af brynene og vipperne. Huden, der blev nærmest grå. - Midt i en nyforelskelse var det måske også noget, jeg gik endnu mere op i, siger hun. - Jeg følte, at Thor havde forelsket sig i Elisa med det store, røde hår og masser af energi, og det smuldrede bare. Jeg tænkte, at jeg ikke længere var den, han forelskede sig i. Men for Thor Selander så det helt anderledes ud. Han sammenligner det med et prægtigt, grønt og pyntet juletræ, der gradvist visner og mister glansen og pynten undervejs i julemåneden i stuen, forklarer han. - Men det var aldrig en mulighed for mig at kassere juletræet, tilføjer han. - Der skulle nok komme pynt på igen, svarer Elisa. - Jamen … fuck pynten! Thor griner. Vigtigt for at komme igennem noget så livsforandrende Selvom hun i starten ikke turde håbe på det, så overlevede Elisa Lykke den voldsomme kræftsygdom. Og Elisa og Thor er stadig sammen i dag. Men sygdommen fylder stadig i deres forhold. For selvom hospitalsbesøgene og kemoterapien er et overstået kapitel, kommer kræften jævnligt på besøg hos dem. Det sker, når Elisa hver tredje måned går til kontrol og bliver scannet for, om kræften er vendt tilbage. Men selv om det er hårdt, når hun venter på svaret, minder det hende om alt det, hun lærte af sygdommen. Om at tage ét skridt ad gangen. Og om vigtigheden af pårørende. - Jeg bliver lidt rørt, fordi jeg er så taknemmelig for at have helt nære pårørende. Nyforelsket eller ej, så er det så vanvittigt vigtigt for, at man kommer igennem noget så hardcore livsforandrende, siger hun. - Så tak for det, skat. Hun læner sig mod Thor og giver ham et kys. - Du har været med hele vejen, og det har været så hårdt og smukt, afslutter Elisa.