Мать убийцы дочери встретилась с ним в тюрьме, чтобы получить ответы, а не мести

Hun kunne høre ham, længe før hun så ham. Ude på gangen var han brudt sammen. Han hulkede og græd. Pernille sad ved bordet i et mødelokale i Herstedvester Fængsel sammen med sin søster og en konfliktmægler. De manglede bare ham. Manden, der havde dræbt hendes datter. Hun følte ingenting ved lyden af hans gråd. Det var ikke ham, der var offeret. Snart sad de overfor hinanden med kun få meters afstand. Det var svært at beherske sig, men hun var ikke kommet for at hævne sig, hun var kommet for at få svar på de spørgsmål, der havde fulgt hende siden natten, hvor politiet bankede på døren. Var hun bange? Kaldte hun på mig? Hvad gjorde hun, lige inden du slog hende ihjel? Han forsikrede hende om, at det var gået stærkt. Pernille vidste godt, at hun ikke kunne stole på de ord, der kom ud af hans mund, men denne sætning valgte hun alligevel at tro på. For sin egen sindsro. Da mødet var slut, ønskede hun ham ikke død. Hun håbede bare, at han skulle leve resten af sit liv med det, han havde gjort. Had var det eneste hun følte, da hun gik derfra. Den 5. september 2002 kom Pernilles første datter Sandra Anine Berg Jensen til verden. En pige med blondt hår, store øjne og runde kinder. Hun ville frem i livet, og med hende gik alting hurtigt – også helt bogstaveligt. Hun elskede at stå på rulleskøjter og cykle stærkt. Sandra var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende, både som barn, og da hun voksede op. Mens lillesøsteren Nadja klædte sig ud som prinsesse til fastelavn, ville Sandra være manden med leen. Som teenager klippede hun sig skaldet for sjov. Børn drillede, men hun tog det ikke til sig. Hun var omgivet af gode veninder og tæt med sin familie. – Vi levede livet på vores egen måde. Vildt, sjovt og fuldt af oplevelser, men altid med en følelse af tryghed, fordi vi havde hinanden, siger hendes lillesøster, den 21-årige Nadja Berg Jensen. ”Ringer du nu til mor igen?” Kunne Nadja drille Sandra med, når hun for 10. gang på en dag savnede sin mor. Nogle dage ringede hun en gang i timen, og så talte de om alt og intet. Hvor de var, hvad de lavede, hvordan de havde det. – Jeg lavede jo tit det samme, som jeg havde lavet for en time siden, men det var meget hyggeligt alligevel, griner 46-årige Pernille Berg Jensen fra Slagelse. En gang om året rejste familien til Gran Canaria, hvor de mødtes med pigernes mormor og morfar. De spiste rundstykker i lufthavnen og diskuterede, som søskende gør, om hvem der skulle have vinduespladsen i flyet. Sandra vandt altid. På ferieøen gik hun altid den samme tur med sin morfar. ”Hold da op, hun snakker meget”, sagde min far, men det vidste jeg jo godt, jeg var vant til at have hende hver dag, siger Pernille. Sandra elskede deres ferier på Gran Canaria. Hun var vild med havet, solen og kvalitetstid med sin familie. Efter Sandra færdiggjorde folkeskolen, var hun gået i stå, men som 18-årig lagde hun nye planer. Hun ville gerne i gang med en uddannelse, starte på en frisk, prøve at flytte hjemmefra. Derfor fik hun lov til at låne en lejlighed i Vordingborg af en ven af familien, så hun kunne prøve voksenlivet af. – Hun var klar til det nye liv og talte meget om det den sidste tid. Men hun nåede det aldrig. Sidste gang Pernille så sin datter i live, var en onsdag, hvor Sandra var kommet hjem fra Vordingborg, for at få sin mors frikadeller, som hun havde glædet sig til. Efter maden fulgte Pernille hende til bussen og uvidende om, at det var sidste gang, krammede de hinanden farvel. To dage senere, fredag den 2. april, ringede Sandra til sin mor. Det var der ikke noget unormalt i. Hun var på vej hjem til sin lånte lejlighed, men det var aften, og hun var bange for mørke. De snakkede med hinanden over et videoopkald, mens Sandra gik på en sti uden belysning. Da hun nåede lejligheden, vendte hun kameraet rundt og viste sin mor, at hun var nået til det veloplyste lejlighedskompleks. ”Husk mor elsker dig”, sagde Pernille. ”Jeg elsker også dig mor, vi ses”. Pernille havde lært sine børn aldrig at skilles i vrede. Altid at fortælle at man elsker hinanden. For man ved ikke, hvad i morgen bringer. – Jeg er glad for, at det i det mindste var det, der blev vores sidste ord til hinanden. Velvidende om at hendes datter var kommet hjem, gik Pernille i seng. Hendes yngste datter Nadja var til fest, men havde fået en ekstranøgle, så hun kunne låse sig ind uden at vække Pernille. To timer senere bankede det på døren. – Jeg troede, det var Nadja, der drillede mig, så jeg stod op kun i t-shirt og underbukser og gik bandende ned ad trappen. Der stod to betjente. Hun gemte sig lidt bag døren, for hun følte sig pludselig meget nøgen. Noget fortalte hende, at når politiet banker på ens dør om natten, er det alvor – men hun skubbede tanken væk. ”Der har været en brand, og vi er kede af at meddele, at der er én, der er brændt inde”. Pernilles hjerte begyndte at banke i brystet, men hendes hjerne kunne ikke følge med. Den fokuserede på, at det var midt om natten og helt forkert, at politiet var her nu, for hun burde jo ligge og sove, og desuden havde hun stadig ikke nogen bukser på. Så meddelte de, at det sandsynligvis var Sandra, der var omkommet i branden. – Jeg hverken skreg eller græd. Jeg tænkte: ”Du må ikke reagere Pernille”, for hvis jeg først gjorde det, betød det, at det var sandt. De havde jo lige talt sammen. Det måtte være en anden. Hun håbede, det var en anden. Pernille fik fat i sine to søskende, som kom med det samme. Nadja blev også kaldt hjem fra fest. Mormor og morfar blev informeret, men Pernille fik dem til at love ikke at køre bil, da de var i chok. Virkeligheden var endnu ikke indtruffet hos Pernille, der begyndte at overveje, om hun skulle svinge en støvsuger, når hun nu fik huset fyldt med mennesker. Politiet lovede at opdatere, så snart der var nyt i sagen. Ventetiden føltes endeløs. Natten gik, og Pernille begyndte at håbe på, at hendes telefon ville lyse op med en godmorgenbesked fra Sandra. Sådan en sendte hun altid. Det føltes som om tiden stod stille. ”Hun sover bare”, beroligede hun sig selv. Timer senere stod der pludselig to nye betjente i døren. De havde nu sammenlignet tandkort. Det var Sandra, de havde fundet. Pernilles ene søster brød grædende sammen, Nadja drejede om på hælen og lukkede sig inde på badeværelset. Pernille reagerede ikke. Hun følte det, som om alle hendes følelser var hældt op i en blender, der kørte på fuldt tryk, men vendte man blenderen på hovedet, kom der ikke noget ud. Hun var fanget i sin egen krop. – Jeg følte mig som en dårlig mor. Hvorfor var jeg der ikke, hvorfor beskyttede jeg hende ikke? ”Hvis det kan være et lille plaster på såret, så har vi gerningsmanden”, fortsatte betjentene. – Den seneste besked, jeg havde fået var, at der var opstået en brand. At der skulle være sket en forbrydelse, kom som et kæmpe chok for mig. Selv om virkeligheden gik op for Pernille de følgende dage, kom den store reaktion aldrig. Hendes krop var lukket ned. Hun kunne hverken spise eller sove. Hun græd, men havde svært ved at mærke sig selv. Selv når hun var træt, stod de ubesvarede spørgsmål i kø. Særligt ét spørgsmål rumsterede i hendes hoved, fra hun slog øjnene op om morgenen, til hun gik i seng om aftenen. "Hvorfor. Hvorfor min datter?" Gradvist kom detaljerne om Sandras sidste aften frem. Gerningsmanden havde knivstukket hende igen og igen, til kniven var knækket inde i hende. Det var umuligt at forstå, at det var sket for hendes datter. Det lød som noget fra en film. Til sidst fik hun oplyst navnet på hendes datters drabsmand. Jan-Evald. Hun kendte ham. Han var jævnaldrende med Sandra og kommet i hendes hjem, da de var omkring 11 år. Hadet mod ham var altoverskyggende. Den 3. april 2021 blev 18-årige Sandra Berg Jensen dræbt ved 10 knivstik af dengang 18-årige Jan-Evald Pedersen Hardlei. Ifølge ham i forbindelse med en sexleg, der gik galt. Efterfølgende satte gerningsmanden ild til liget og lejligheden. Han blev idømt 14 års fængsel. Omkring 14 dage efter drabet fik familien udleveret Sandra. Hun havde engang sagt, at når hun døde, skulle hun brændes. Pernille opfyldte hendes ønske, selv om det gjorde ondt efter branden. I kirken mødte folk talstærkt op, selv om pandemien rasede, og der var strenge forsamlingsregler. 150 mennesker stillede sig tålmodigt udenfor kirken. Bamsen Molly sad for enden af kisten sammen med blomsterne. Den havde Sandra sovet med, siden hun var barn og plejede at blive rasende, hvis hendes mor vaskede den. Endelig fik Sandra sit hvilested, og familien kunne sænke skuldrene bare en smule. Nu skulle de begynde at bearbejde sorgen. Pernille gjorde flere ting. Hun begyndte til psykolog og startede hurtigt på arbejde igen, så hun kunne holde sig beskæftiget og ikke være derhjemme. Det var hårdt til jul, til fødselsdage og Sandras dødsdag den 3. april. Når hun i december lavede pakkekalender til Nadja, blev hun opmærksom på, at der manglede en til storesøster. Længe havde Pernille lyst til at tage samme vej som Sandra. Men Nadja blev hendes grund til at blive. Hun var stadig mor. – Man bliver aldrig rigtig glad igen. Livet går videre, og man kan godt grine, men der mangler et stykke af én. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Pernille fortsatte livet, for hun vidste, at det ville Sandra have ønsket for dem. – Jeg kan huske, at folk sagde til mig, at det bliver nemmere med tiden. Jeg har det modsat. For jo længere tid der går, jo længere tid har jeg manglet hende i mit liv. Længe havde hun følt skyld over, at hun ikke kunne redde sit barn. Det havde hun formået at lægge fra sig efter flere år. – I starten tænkte jeg, at det var mig, der skulle have taget de knivstik. Hvis jeg var død, kunne hun leve sit liv videre. Hvem vil ikke ofre sig for sine børn? Sådan har jeg det ikke mere – jeg ved, at jeg ikke kunne have gjort noget. Jeg kunne ikke have stoppet det. Det er nu fem år siden, at familien mistede Sandra. De rejser stadig til Gran Canaria hver sommer, og selv om det er hårdt, er det også der, de kan mindes. Når de spiser rundstykker, og når der ikke længere er nogen kamp om vinduespladsen. I år skal Nadja for første gang på Roskilde Festival. Hun er 21 år. Det har været svært, erkender Pernille. – I starten syntes jeg, det var hårdt, når Nadja skulle i byen og være ude om aftenen, men jeg synes også, det er dejligt livsbekræftende at se hende nyde sit liv. – Det, at jeg skulle være noget for Nadja, har reddet mig. Jeg har altid været mor med stort M.