После перелома шеи студентка Ингрид вернулась к активной жизни и учебе с помощью новой моторизованной коляски

– Det skal nok blive godt igen. Ingrid undrede sig over lægens ord, da hun vågnede efter operationen på Skejby Sygehus med en nakke, som var stabiliseret med skruer. Slået ud af kurs. Nu og Her. Grådkvalt og i chok. Men hvorfor skulle alt ikke blive godt? På den lange bane. Var der noget, hun ikke havde forstået? Aftenen forinden havde hun været til fest med vennerne og de omkring 500 andre deltagere i gymnastikstævnet på Dejbjerglund Efterskole i Skjern. Glad og overrislet havde hun forsøgt at hoppe op på skulderne af en ven. Også det. Var mislykkedes og faldet ned på ryg og nakke, jo jo, men… Ingen smerte havde hun følt, kun adrenalin og virkningen af alkohol. I dagene og ugerne, der fulgte, begyndte hun langsomt at forstå. Som havde hendes hjerne lukket ned og skånet hende for den øjeblikkelige konsekvens af alvor. For det ER alvor, når man som Ingrid brækker nakken og bliver lam fra brystet og ned. Hun var 24 år, studerende på Aarhus Universitet og halvvejs mod sin bachelor som civilingeniør i bioteknologi, gymnast, aktiv både fysisk og mentalt, social og med stor vennekreds. Ikke mindst social. Netop det har været afgørende for, at bitterheden her halvandet år efter ulykken ikke har lagt sig som en sort sky over den nye tilværelse som kørestolsbruger. – Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg havde lutter gode relationer, men nu er det også bevist. Alle ydre lag er skrællet af, alle holder ved, og under overfladen er jeg stadig den samme. – Sådan ser mine venner mig, og sådan ser jeg mig selv, siger 25-årige Ingrid Schou Breum fra Aarhus. På Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg, hvor hun blev indlagt tre uger efter operationen i Skejby og har været indlagt flere gange til genoptræning, går hun grundet sin ukuelige optimisme og smittende humør under tilnavnet Dronning Ingrid, og på sin vis kan man også sige, at hun har fået royal behandling. I hvert fald er Ingrid den første kvinde herhjemme, som har fået lavet en dobbeltsidet triceps operation, hvor man har flyttet sener fra låret op i skulderen, således at triceps aktiveres ved brug af skulderen. Operationen foregik på Rigshospitalet, og målet var at genvinde noget af den tricepsfunktion, som hun mistede helt og aldeles ved ulykken. Det betyder, at hun igen selv kan frisere sit hår, tænde og slukke lyset, løfte dynen mv., hvilket er af afgørende betydning, når man altid har levet med ønsket om og søgt mest mulig bevægelighed og kropskontrol. – Jeg vil hellere kunne bruge mine arme og hænder end at gå igen, siger Ingrid. Ingrid har som den første og hidtil eneste kvinde herhjemme fået foretaget en dobbeltsidet triceps operation. En ni timer lang operation på Rigshospitalet hvor der blev flyttet sener fra låret op i skulderen, og hvor hun ved samme lejlighed fik foretaget en sene og nervetransplantation i begge hænder og håndled. Operationen sendte hende i første omgang længere tilbage end udgangspunktet lige efter ulykken, og hun kunne i lang tid end ikke spise og drikke selv. Alligevel ville hun ikke have været den foruden. For det er takket være den, at hun nu efter heling og genoptræning for eksempel igen selv kan frisere sit hår, tænde og slukke lyset og løfte dynen. Før sad Ingrid i en stor elektrisk kørestol, som hun styrede med joystick. I dag kan hun med hjælp fra E-Move, som er en hjælpemotor integreret i kørestolens drivhjul, køre op ad bakker og kantsten og har fået større frihed i sin lette, manuelle kørestol. Hun glæder sig over, at hun efter operationen også er ”vokset” ud af den elektriske og uhåndterbare kørestol, som hun var bundet til umiddelbart efter ulykken. Hvor hun tidligere styrede med joystick og havde svært ved at manøvrere rundt i det store ”skrummel”, sidder hun i dag i en manuel kørestol, som gør det nemmere for hende at komme rundt i den handicapvenlige, toværelses lejlighed i centrum af Aarhus, på indkøb, café med vennerne, turene i Universitetsparken, og hvor hun ellers sætter sig for at fortsætte sin aktive og udadvendte tilværelse. Den manuelle kørestol styrer hun selv på helt gængs vis med drivringene, men takket være de særlige drivhjul med integreret hjælpemotor i navet, som kørestolen er udstyret med, kan hun gøre det med brug af langt færre kræfter, end hvis stolen var udstyret med almindelige drivhjul uden motor. – Hvor hurtigt kan jeg køre? Hurtigt i hvert fald, siger Ingrid og demonstrerer en hastighed, hvor skribenten af denne artikel ikke længere kan følge med. Men selv nok så megen fart, optimisme og viljestyrke kan ikke ændre på det faktum, at hun er afhængig af hjælp 24/7, og det er og har været det sværeste. LÆS OGSÅ: Jón fik mig op af kørestolen Ikke bare fordi hun aldrig er alene, men mest af alt fordi hun med et er blevet arbejdsleder med ansvar for vagtplaner og uddelegering af opgaver på et tidspunkt, hvor hun først selv er ved at definere egne behov, hvad hun har brug for hjælp til, og hvordan hun bedst muligt hjælpes. – Jeg skal uddanne andre samtidig med, at jeg uddanner mig selv, og det er ikke altid nemt, siger Ingrid. Til gengæld ser hun mere end frem til at genoptage sin ”rigtige” uddannelse. At bruge hovedet, rette fokus udad og fordybe sig i noget andet end sig selv. At forfølge de drømme, hun havde før ulykken, og som er præcis de samme her efter ulykken. For nok har hun haft de vildeste udfordringer det seneste år. Langt større end hun nogensinde havde forestillet sig, men tænker og tæller hun efter, har hun haft lige så mange gode og lige så mange dårlige dage, som hun havde før og nok ville have haft i løbet af året, hvis ikke ulykken var sket. Opskriften? Hvis hun kunne, ville hun gerne give den videre, men i virkeligheden er det mere en livsindstilling og en evne til at være i nuet, som grundfæstede sig længe før ulykken, og som hun stædigt holder fast i. – Lige nu sidder jeg og drikker te og har en normal samtale. Det er mit fokus. Jeg spilder ikke mine tanker med, hvad jeg ikke kan i morgen. – Det lyder måske søgt, men jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har været så langt nede, at jeg har tænkt ”mit liv bliver aldrig godt”. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet og en læge, der fik ret.