Датский журналист критикует привычку друзей отслеживать каждую копейку через MobilePay

En MobilePay-anmodning på 7,5 kroner fik mig til at tænke: hvornår blev vi så smålige? Er det virkelig et venskab, hvis vi hele tiden holder øje med, hvem der gav sidst? Sådan spørger Julia Wilsky Jakobsen i 'Ugens Brok' dene uge. Foto: Privat Jeg bliver nogle gange nervøs for, om mine venskaber kan sammenlignes med et andelsregnskab. Du gav kaffen sidst. Jeg tjekkede dig ind på mit rejsekort. Du købte snacks. Jeg sendte 23 kroner på MobilePay. Hvem skylder egentlig hvem hvad? Og hvornår er vi kvit? Det kan føles som om, vores venskaber lever under en pedantisk styreform kaldet millimeterdemokrati. Den her mærkelige trang til at få det hele til at gå op på decimalen. Og inden jeg får det til at lyde som om, jeg mener, at vi alle sammen skal være sådan nogle, der bare betaler for hinanden, så nej. Jeg ved godt, at 100 kroner ikke betyder det samme for alle. Jeg taler ikke om at være økonomisk uansvarlig. Jeg taler om noget andet. Ugens Brok Hver uge zoomer en af feminas journalister ind på stort og småt, der som en sten i skoen gnaver, indtil man får den rystet ud. For ud over at vores danske brokkeri ligefrem har fået sin egen sang (af TV-2 - men det håber vi ikke er nødvendigt at skrive), så rummer brok nogle gange kimen til en større sandhed om os selv, hinanden og det samfund, vi lever i. Denne uges brok leveres af Julia Wilsky Jakobsen, som gerne vil acceptere sine venners anmodninger på MobilePay - men helst hvis de ikke hører under kategorien smålighed. Skal vi bogføre ned til mindste detalje? Den følgende historie er et eksempel fra mit eget liv, som illustrerer, hvad jeg mener. Vi befinder os et par år tilbage i tiden. Jeg er på S.U. og studerer min bachelor i Aarhus. Det er lørdag morgen. Jeg vågner hjemme i min seng efter en hyggelig aften i byen med mine studieveninder. Mens jeg ligger helt tilpas under dynen, finder jeg mobilen frem for at scrolle lidt på Instagram. En MobilePay-anmodning tikker ind. “Sofie anmoder dig om 7,5 kr.” ”For hvad mon?”, tænker jeg. I beskrivelsen til anmodningen står der “for sandwich”. Jeg falder næsten ud af sengen, da jeg kommer i tanke om, at jeg aftenen forinden fik en bid af hendes sandwich efter vores bytur. ÈN bid! Og nu har jeg en gæld på 7,5 kroner. Hvordan er hun overhovedet kommet frem til, at min ene bid, svarer til 7,5 kroner af hendes sandwich? Og jeg kan fortælle, at det her ikke er det eneste eksempel, jeg har på bizarre MobilePay-anmodninger. Vi forventer, at vores tjenester bliver gengældt Ny forskning fra Massachusetts Institute of Technology viser, at vi faktisk forventer, at tjenester bliver gengældt i vores venskaber. Forskerne fra studiet peger på, at vi især gør det i relationer, hvor vi betragter hinanden som ligeværdige – som venner. Vi holder altså øje med, hvis tur det er til at give. Men der er vel forskel på at have en naturlig fornemmelse af, at et venskab går begge veje, og på at sende en MobilePay-anmodning på 7,5 kroner for en bid af en sandwich. De fleste af os, gætter jeg på, er venner med folk, vi kan lide eller elsker. Og måske er det mest generøse, man kan gøre for et venskab, indimellem at lade regnestykket stå uberegnet. Hvad enten det handler om økonomi eller andre ting. Og jeg understreger igen, at jeg mener inden for rimelighedens grænser. Mit spørgsmål er altså: Hvad får man ud af at give en ven noget, hvis hele pointen er, at man skal have det tilbage? For mig er et godt venskab et sted, hvor man nogle gange giver mere, end man får – og andre gange får mere, end man giver. Og så går det jo måske alligevel op? Pointen er, at jeg ikke synes, vi skal føre regneark over det. Måske burde man give en fyreseddel til den lille revisor, som hvisker en i øret, at alting skal gå lige op.