Парикмахер выставил бывшему другу счет за 16 800 крон за 14 лет бесплатных стрижек

Da jeg var under uddannelse til frisør, begyndte jeg at klippe mine nærmeste venner og min familie. Dengang syntes jeg, det var sjovt, og jeg ville gerne øve mig, så jeg kunne blive dygtigere. Derfor tog jeg heller ikke penge for det. Da jeg var færdiguddannet, blev det alligevel for meget. Jeg orkede ikke at være på arbejde, når jeg havde fri, og derfor stoppede jeg også med at klippe privat. Det forstod folk heldigvis godt. Jeg fortsatte dog med at klippe min gamle barndomsven Johannes. Han var under uddannelse til revisor, og som de fleste andre studerende havde han ikke særligt mange penge, mens jeg jo havde rigeligt i hvert fald i forhold til min unge alder. Derfor var det også naturligt for mig, at jeg lige klippede ham gratis, de fire gange om året han trængte til det. Det tog ikke lang tid, og det var nemt for mig at hjælpe ham på den måde. Egentlig syntes jeg også, det var hyggeligt, og så betød det jo, at vi fik set hinanden og snakket. Derfor fortsatte jeg også med at gøre det, da Johannes var blevet færdiguddannet og havde fået job. Det faldt mig ikke ind at bede om penge for det, for han var jo min ven. Efter at jeg havde arbejdet som ansat i en frisørsalon i nogle år, besluttede jeg mig for at blive selvstændig. Det var selvfølgelig med sommerfugle i maven, men det gik fint. Jeg tjente hurtigt nok til, at det løb rundt, og jeg kunne betale mine regninger. Jeg sparede dog også, hvor jeg kunne. Blandt andet havde jeg besluttet mig for at hyre en billig bogholder og så selv stå for dele af mit regnskab, for hvor svært kunne det være? Det viste sig, at det nok var sværere, end jeg lige havde troet. I hvert fald fik jeg på et tidspunkt et brev fra Skat om, at de manglede nogle oplysninger i forbindelse med mit regnskab. Mit hjerte begyndte straks at hamre. Tænk, hvis jeg havde gjort noget galt og skulle betale en masse penge tilbage. Jeg blev så irriteret på mig selv, for det havde været for optimistisk af mig at tro, at jeg kunne nøjes med en billig bogholder og så klare resten selv. Jeg har aldrig selv været god til tal og regnskab, men heldigvis havde jeg Johannes. Jeg skrev til ham med det samme og spurgte, om han ikke ville hjælpe mig. Det ville han gerne, og så spurgte han, hvad Skat havde skrevet. Da jeg havde fortalt ham det, skrev han, at det nok ville komme til at koste mig omkring 4000 kroner eksklusiv moms, hvis han skulle kigge på det. Jeg blev så vred, at jeg smed telefonen fra mig. Nu havde jeg klippet ham gratis i 14 år, og jeg vidste godt, at han var en regelret mand, men han havde jo ikke været mere regelret, end at han havde taget imod mit gratis arbejde. Mit hjerte hamrede hårdere, end da jeg fik brevet fra Skat, men nu var det af arrigskab. Hvordan kunne han synes, det var fair? Jeg gik lidt rundt om mig selv, og da jeg var faldet til ro, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg satte mig til computeren og skrev en regning, som jeg sendte i en mail til ham. Den lød på 16.800 kroner for klipninger til 300 kroner fire gange om året i 14 år. Et par timer senere ringede en flov Johannes. Han var fuld af undskyldninger og sagde, at han havde tænkt med sin job-hjerne og ikke lige havde overvejet, at vi hver især havde en ekspertise, vi kunne hjælpe hinanden med. Ligesom jeg havde brugt mine evner til at klippe ham i fritiden, skulle han jo også bruge sine evner til at hjælpe mig med mit regnskab som en vennetjeneste. Det handlede jo blot om at finde ud af, hvilke oplysninger jeg manglede, og det behøvede han ikke at sidde på sit job for at finde ud af. Han kunne godt forstå, jeg var blevet sur, men selvfølgelig skulle jeg ikke betale ham. Det var lige det svar, jeg havde håbet på, og nu hjælper han mig meget pædagogisk med at forstå, hvordan jeg indberetter til Skat. Jeg klipper ham også stadig, når han trænger til det, helt uden regning. Denne læserhistorie er fortalt til Janne Hansen. Har du en rørende, tankevækkende, sjov, spændende eller romantisk oplevelse fra dit eget liv, som du har lyst til at dele med Ude og Hjemme? Så hører vi meget gerne fra dig. Send din egen historie til Ude og Hjemmes fiktionsredaktør Nina Ebbesen på mail [email protected] – vi garanterer anonymitet. Bringer vi din beretning, får du et honorar på 500 kroner.