После тяжелой аварии и разлуки бывшие супруги Линн и Бьёрн-Эрик нашли друг друга и создали новую семью

Det var på ingen måde givet, at Linn og Bjørn-Erik skulle møde hinanden. Linn var efter en hård skilsmisse i 2016 flyttet hjem til Rødøya i Nordnorge med sin datter. Samtidig var Bjørn-Erik blevet medarbejder på en ambulancebåd og udstationeret i forskellige kystbyer. Han arbejdede to uger ad gangen og havde derefter to uger fri, hvor han brugte tiden med sine børn. – I 2016 blev vi stationeret på Rødøya, hvor der dengang boede 111 mennesker, siger 50-årige Bjørn-Erik Johansen. – Det siger sig selv, at alle kendte hinanden, og jeg oplevede en stor gæstfrihed. Han lagde især mærke til den søde pige, som arbejdede i butikken i samme bygning som ham. Bjørn-Erik så sit snit til at flirte, men der var ikke den store respons. Til sidst spurgte han hende direkte, om hun ikke kunne se, at han flirtede. Både Linn og Bjørn-Erik griner, når de fortæller om det. Linn fortæller, at hun var genert, men indrømmer, at hun blev betaget. – Da vi først begyndte at snakke, opdagede vi, at vi havde det utrolig godt sammen. Det endte med, at vi tilbragte meget tid sammen, men kun som venner, fortæller 34-årige Linn Pedersen. – Jeg kæmpede en del med angst på det tidspunkt, og Bjørn-Erik var der altid, når jeg havde brug for ham. LÆS OGSÅ: Magnus reddede sin kæreste og søn: Gravide Maja fik hjertestop Linn havde en ung hund, en blanding af husky og finsk lapphund, som havde brug for meget motion. Hun havde også en atv, som hun elskede at køre ture i naturen på. Hun betragtede det nærmest som terapi. – En sommerdag tilbage i august 2020 fik jeg det, jeg troede, var en rigtig god idé. Jeg kunne sætte hundesnoren fast på atv'en (forkortelse for All Terrain Vehicle, der er et åbent, terrængående køretøj med fire hjul, red.), så hunden kunne løbe ved siden af, mens jeg kørte. Selvfølgelig ville jeg samtidig tilpasse farten efter hunden, fortæller Linn. – Efter 500 meter opdagede jeg, at det alligevel ikke var nogen særlig god idé. Jeg vendte om og kørte hjemad. Cirka 20 meter fra huset viklede snoren sig rundt om gashåndtaget, og Linn mistede kontrollen over atv’en, der kørte af sted i fuld fart. Hunden havde så lang line, at den klarede sig fint, men atv'en snurrede rundt, skred ud og endte på en skråning, før den væltede ned over Linn. – Jeg husker kun, at jeg skreg højt, fordi jeg havde frygtelige smerter. Ellers er alt sort. Linns datter Linnea var hjemme og løb ud, da hun hørte sin mors skrig. Den syvårige pige var den første, der kom frem til ulykkesstedet. Linn blødte kraftigt og gled ind og ud af bevidsthed. Alligevel lykkedes det hende at få datteren til at ringe til vennen Bjørn-Erik. Det husker Linn ikke selv, men har senere fået det fortalt af datteren. – Det rigtige havde nok været at ringe 112, men jeg vidste, at hvis min bedste ven kom, ville han tage sig af det hele, og så skulle det nok gå godt, siger Linn. – Jeg fik opkaldet, mens ambulancebåden var på vej mod land og slog straks fuld alarm til de nødvendige instanser, siger Bjørn-Erik, som indrømmer, at han var meget bekymret for Linn og de skader, hun kunne have pådraget sig. Han kørte derhen så hurtigt, han kunne. Ulykkesstedet lå på en stejl skråning, og Linn lå meget uheldigt. Hun blødte fra en stor flænge i hovedet, det ene øre var næsten revet af, og hun havde et hul gennem overlæben. Flere familiemedlemmer kom til, og datteren blev der taget hånd om. Det var koldt, og Bjørn-Erik forstod, at det hastede med at få den alvorligt kvæstede veninde på hospitalet. Ambulancen kom hurtigt, og Linn blev kørt til den nærliggende helikopterlandingsplads. – Jeg husker, at Bjørn-Erik holdt mig i hånden og talte til mig, mens vi ventede på helikopteren, siger Linn. På grund af restriktionerne under covid fik ingen fik lov til at følge med Linn til hospitalet. Linn vågnede kortvarigt på akutmodtagelsen, hvor hun blev undersøgt fra top til tå. Hun havde seks brud på kraniet og syv diskusprolapser i ryggen. Næste gang Linn vågnede, lå hun på intensiv- afdelingen. Hun husker, at hun var vred, og at hun insisterede på at ringe hjem. Bjørn-Erik fortæller med et smil om en FaceTime-samtale, hvor Linn tydeligt var påvirket af morfin. Alligevel var det en lettelse for ham at få et livstegn fra hende, for indtil da havde han kun fået oplysninger gennem hendes søster. En kraftig hjernerystelse gjorde de første dage ulidelige. Linn havde stærke smerter og kastede hele tiden op. Derudover lå hun med en ubehagelig halskrave, mens lægerne undersøgte, om der også kunne være brud i ryggen. Hun følte sig alene, indtil hendes mor kom. Men igen satte coronarestriktionerne begrænsninger, så det var kun tilladt at få besøg én time ad gangen. – Dagene gik med røntgenundersøgelser, pleje af sårene og smertelindring. Det værste var flængen i hovedet, hvor jeg havde 36 sting. – Bag øret havde jeg 14 sting, siger Linn, som efter en uge flyttede midlertidigt hjem til sine forældre. – Jeg lignede nærmest et verdenskort med enorme blå mærker over hele kroppen. Jeg kunne godt bevæge mig, men diskusprolapserne gjorde det smertefuldt at ligge ned. – Min søster hjalp mig med at vaske alt blodet ud af håret, og snart turde jeg bevæge mig udenfor igen. Da Linn og Bjørn-Erik tilfældigt mødte hinanden i butikken, var følelserne stærke og krammet langt og hjerteligt. Når han ikke var på arbejde, var de sammen hele tiden. De tog det stille og roligt, men omkring to måneder efter ulykken blev de kærester for alvor. – Det hele er sket helt naturligt. Det føltes rigtigt at flytte sammen, og i 2022 sagde jeg op på ambulancebåden og flyttede permanent nordpå. Det eneste, jeg ønskede, var at være sammen med Linn, siger Bjørn-Erik. Parret overtog den lokale købmandsbutik på Rødøya og begyndte deres første fælles projekt. Linn vidste, at hun havde mødt manden i sit liv, og inviterede sin kæreste på en romantisk hotelweekend, hvor hun friede til ham. Bjørn-Erik syntes, det var fantastisk og 9. september 2023 holdt parret et lille og intimt bryllup ved Linns barndomshjem. De fortæller om en magisk og mindeværdig dag, hvor regnskyerne mirakuløst forsvandt og gav plads til solen blot ti minutter før vielsen. – Med Bjørn-Eriks opmuntring og støtte har jeg formået at få livet tilbage. Jeg prøvede endda at køre på en atv igen, men det gav mig ikke længere nogen glæde. – Jeg er heller ikke glad for at køre bil eller andre former for køretøjer, siger Linn. – Du kører jo lidt bil nu, og langsomt men sikkert kommer du til at føle dig tryg som chauffør igen, siger ægtefællen med overbevisning i stemmen. Lægerne havde forudset at Linn ville få et liv som invalid, men nu går hun vandreture i fjeldene. Da Bjørn-Erik foreslog tung styrketræning, forsvandt de værste rygsmerter. Linn er taknemmelig for ægtefællens viden om sundhed, men hun er stadig afhængig af daglig smertelindring på grund af konstante smerter i kæben. Hun har også en kronisk hjernerystelse, som medfører svimmelhed og lidt dårlig hukommelse. – Jeg har lært at leve med det og kan godt lide at tage fat og arbejde, siger Linn og fortsætter: – Men det allervigtigste for mig er, at min datter ikke har fået varige mén efter den dramatiske hændelse. Hun er i dag en glad og robust 12-årig, siger Linn. – Jeg har lavet et diplom til hende, hvor der står, at hun er min store helt, og det har hun med sig overalt. – Jeg er meget stolt over den måde, hun har håndteret ulykken og mine senfølger på. Linn og Bjørn-Erik ser lyst på fremtiden. De ved, at så længe de står sammen, vil de kunne klare det, der eventuelt måtte dukke op af nye udfordringer. – Kærligheden til hinanden overskygger det meste, siger Linn. Bjørn-Erik er enig og synes, de er heldige at have hinanden. Det er godt at være to. LÆS OGSÅ: Frank nær klemt ihjel under bil: Dorte og Tenna reddede Franks liv Denne artikel er skrevet af Merete Sillesen og bearbejdet af Lavrentija Søndergaard.