Исследовательница утверждает, что связь между данными и властью существует с древнейших времен

For at herske over mennesker må man først kunne tælle, registrere og kategorisere dem, altså opsamle data om sin befolkning. Forbindelsen mellem data og magt er bestemt ikke ny, og det understreger blot, at hverken computere, big data eller AI har opfundet brugen af data til at få magt. Data beskriver samtidig ikke bare verden. De er også med til at bestemme, hvordan verden bliver organiseret, og hvem der sidder på magten. Med sin nye bog ”Data Empire – The Power of Information to Organize, Control, and Dominate” har teknologi- og kulturforsker Roopika Risam sat sig for at følge data og registrering gennem tusindvis af år. En af hendes konklusioner er, at mennesket gennem hele sin historie har brugt data til at kontrollere andre. Ifølge forfatteren er mennesket simpelthen en dataregistrerende art. Vi kan ikke bare tælle, vi kan også registrere, gemme, fortolke og videregive information og data på tværs af generationer. Data begyndte således som et redskab til at overleve. Man registrerede eksempelvis dyrebestande og årstider for at vide, hvornår man skulle jage. Senere blev de samme principper brugt til at registrere korn, arbejde, gæld, skat og mennesker. Og det er altså her, at data ifølge Risam bliver til magt. For når myndigheder kan tælle og kategorisere en befolkning, kan de også beslutte, hvem der skylder hvad, hvem der ejer hvad, og om man har ret il at opholde sig et bestemt sted. Hun fremhæver også, at historiens store imperier ikke kun blev bygget med våben, men med data. Folketællinger, landkort, registre og regnskaber har således været afgørende teknologier bag blandt andet de europæiske imperier. Samtidig er det interessant at se, hvordan Risam forholder sig skeptisk til data og konstaterer, at der ikke findes rå data og slet ikke neutrale data. Enhver registrering bygger nemlig på menneskelige valg om, hvad der skal måles, hvordan det skal kategoriseres, og hvad vi lader være med at registrere. I dag fylder diskussionen om bias i både algoritmer og kunstig intelligens eksempelvis meget. Men udfordringen er ifølge forfatteren, at bias ikke nødvendigvis opstår, når algoritmen behandler data, men kan være indbygget allerede i de data, kategorier og systemer, som algoritmen bygger på. I det lys er det heller ikke uvæsentligt at pege på, hvem der i dag sidder på data. Historisk set har det været stater og regimer, der har haft kontrol med informationerne, men i dag kontrolleres en stadig større del af vores data af private virksomheder. Og dermed flytter magten ifølge Risam måske med. I menneskehedens tidlige historie skar vi vores data ind i knogler eller tegnede dem på lertavler. Senere er registreringen gået fra hulkort til servere og predictive AI. Men ifølge Risam er det grundlæggende samme mekanisme: Vi registrerer verden for bedre at kunne træffe beslutninger om den og om andre mennesker. Data Empire er et tankevækkende blik på, hvordan data har fulgt mennesket gennem historien. Teknologien har ændret sig markant fra fortidens knogler til nutidens datacentre, men Risams pointe er, at forbindelsen mellem data og magt stadig findes.