Критика действий флотилии «Свобода» за нарушение международных морских конвенций и игнорирование прав моряков

Boligaktionen/ GO globaloffice Analytics Maritime forhold for Ship to Gaza / Freedom Flotillas Af Kai Jensen Her belyses de dybere, søretlige og faglige realiteter bag Ship to Gaza-operationen. Der findes imidlertid et endnu mere konkret og dybtgående hykleri i Thunberg/Feiler-netværkets aktioner. Det udstiller med al tydelighed, hvordan dette Stockholmske kultursegment fuldstændig blæser på arbejderbevægelsens mest fundamentale, faglige principper, så snart kameraerne tændes. Når man analyserer Dror Feilers og Greta Thunbergs maritime aktioner ud fra international havret, søfartslovgivning og maritim fagforeningspolitik, krakelerer billedet af en professionel søfartsvirksomhed fuldstændigt. Fra et materialistisk og fagligt synspunkt er hele dette set-up præget af deklasserede, amatørmæssige og direkte overenskomststridige forhold. 1. Certifikater, passagersejlads og skibenes egnethed (Søfartsreglerne) Når netværket indkøber ældre slæbebåde, kuttere eller mindre fragtskibe (såsom Handala eller Madleen) og fylder dem med aktivister, politikere og kulturpersonligheder, omgår de bevidst de strengeste internationale sikkerhedskrav: • Mangel på passager-certifikat: Ifølge den internationale SOLAS-konvention (Safety of Life at Sea) defineres ethvert skib, der medbringer mere end 12 passagerer, som et passagerksib. Det udløser massive krav til konstruktion, stabilitet, redningsudstyr og brandhæmning. Gaza-flådens skibe har ikke disse godkendelser. • Juridisk omgåelse via “Volunteers”: For at omgå passagerlovgivningen registrerer organisationen officielt Greta Thunberg og de øvrige gæster som “frivilligt mandskab” eller “besætning”. Dette er en juridisk fiktion. Personer uden maritime kvalifikationer kan i søfartslovens forstand ikke agere besætning på oceansejlads. [1] • Uegnede fartøjer: At sejle på åbent hav og krydse Middelhavet i mindre fartøjer, der oprindeligt er bygget til kystnært arbejde eller slæbeopgaver, strider mod de klassifikationskrav, som godkendte skibsregistre (f.eks. Lloyds Register eller Det Norske Veritas) fastsætter for sikker sejlads. 2. Professionelt uddannet mandskab og STCW-konventionen I international skibsfart er mandskabets kvalifikationer dikteret af den globale STCW-konvention (Standards of Training, Certification and Watchkeeping). • Skipper og navigatører: Ganske vist har flåden ofte enkelte uddannede kaptajner eller skippere med sønæringsbevis til at føre skibene. Men det øvrige mandskab opfylder sjældent konventionens krav til professionel vagthold, maskinpasning og avanceret nødprocedure. • Aktivister som fyld: Størstedelen af de personer, der reelt opholder sig ombord, har intet professionelt blåt bevis (søfartsbog) eller lovpligtige sikkerhedskurser. Set med de maritime myndigheders øjne udgør de en direkte sikkerhedsrisiko for skibet under pressede situationer. 3. Faglig organisering og overenskomster (ITF og sømændene) Dette punkt udstiller det største hykleri i forhold til netværkets påståede “venstrefløjsidentitet”: Ingen kollektive overenskomster (CBA): Skibene opererer fuldstændig uden om de faglige systemer. Mandskabet og aktivisterne arbejder gratis som “volunteers”. Der eksisterer ingen CBA (Collective Bargaining Agreement), ingen garanteret mindsteløn, ingen reguleret arbejdstid eller faglige forsikringsordninger godkendt af det svenske eller internationale sømandsforbund. Hvad siger Det Internationale Sømandsforbund (ITF)? Det internationale transportarbejderforbund (ITF) og de nationale sømandsforbund (som svenske Seko Sjöfolk eller danske 3F Sømændene) har et meget stramt og principielt syn på international skibsfart. ITF bekæmper rederier, der dumper standarder, undergraver overenskomster og sejler under bekvemmelighedsflag (Flags of Convenience). ITF’s reelle holdning: Selvom ITF som politisk organisation kan have sympati for humanitære formål, sanktionerer de aldrig skibe, der sejler uden overenskomst og med uuddannet mandskab. Sømandskulturens kritik: Inden for den virkelige, organiserede sømandsverden betragtes Ship to Gaza som et “politisk cirkus-set-up”. Professionelle sømænd distancerer sig fra det, fordi det undergraver årtiers faglig kamp for, at skibe skal føres af uddannede, overenskomstdækkede søfolk, som er sikret under MLC (Maritime Labour Convention). Dette er et afgørende argument i vores materialistiske kritik: Thunberg/Feiler-netværket driver i praksis ureguleret pirat-rederi. De bryder med arbejderbevægelsens mest fundamentale principper: De bruger uorganiseret arbejdskraft, de omgår sikkerhedsregler (SOLAS), de har ingen overenskomster (ITF), og de udsætter uerfarne mennesker for livsfare på uegnede skibe. Det viser med al tydelighed, at det for dem ikke handler om reel, struktureret og faglig solidaritet, men om at iscenesætte en risikabel, borgerlig-elitær mediekampagne på bekostning af den etablerede søfartssikkerhed og de faglige standarder. Det illustrerer deres reaktionære pseudo-solidaritet med arbejderklassen. Det maritime hykleri: Ureguleret piratrederi under dække af solidaritet Når organisationen ”Ship to Gaza” indkøber udtjente slæbebåde, kuttere og mindre fragtskibe for at fylde dem med aktivister og sejle på åbent hav, driver de i praksis det, den rigtige sømandsverden kalder et ureguleret piratrederi. Ifølge den internationale SOLAS-konvention (Safety of Life at Sea) udløser det massive sikkerhedskrav til skibets konstruktion, hvis man medbringer mere end 12 passagerer. Hvordan omgår netværket dette? Ved en juridisk fiktion, hvor man registrerer Greta Thunberg og de øvrige prominente kulturgæster som “frivilligt mandskab” eller “besætning”. Men personer uden maritime kvalifikationer kan i søfartslovens forstand ikke agere besætning på oceansejlads, og de overtræder bevidst den globale STCW-konvention om uddannelseskrav til søfarende. Værst af alt er dog det faglige svigt. Disse skibe opererer fuldstændig uden om det faglige system. Der eksisterer ingen kollektiv overenskomst (CBA), ingen MLC-godkendelse (Maritime Labour Convention), ingen reguleret arbejdstid, ingen garanteret mindsteløn og ingen faglige forsikringsordninger godkendt af Det Internationale Sømandsforbund (ITF). Det er en hån mod årtiers faglige kamp. Mens ITF og nationale forbund som ”Seko Sjöfolk” og ”3F Sømændene” hver dag kæmper mod rederier, der dumper standarder, bruger uorganiseret arbejdskraft og sejler under bekvemmelighedsflag, vælger svenske ”Proletaren” og danske ”Arbejderen” at hylde et set-up, der gør præcis det samme. For kultur-eliten er søfartssikkerhed og faglige overenskomster åbenbart borgerlige luksusproblemer, der må vige for deres personlige behov for at iscenesætte en risikabel mediekampagne. Det er ikke progressivt; det er uansvarlig og asocial luksusaktivisme. Bl.a. på bekostning af sømændenes faglige standarder. Heraf følger naturligvis en formel anmeldelse til Sømændenes Forbund / ITF. vedrørende: Henvendelse om overenskomstforhold, mandskabsstatus og omgåelse af søfartslovgivningen på Ship to Gaza / Freedom Flotillas fartøjer.