Журналистка призвала прекратить называть взрослых участников реалити-шоу «детьми»

Da den 52-årige advokat blev omtalt som en “pige”, fik jeg lyst til at stikke strikkepinden i øret Sprog har magt, og det må vi aldrig glemme, skriver feminas journalist Julie Voldby Bruun. Foto: Kristina Pedersen Om bare få dage banker efteråret på. Det betyder ikke kun, at bladene bliver gullige – det betyder også, at det (endelig) er tid til, at reality-elskende sofakartofler som mig selv kan smide sig foran tv’et med god samvittighed, mens regnen siler ned udenfor, og mørket falder på. På TV 2 bedrager kendte mennesker i øjeblikket hinanden i ‘Forræder’, og snart skal vi til globryllup på DR1, når ukendte mennesker - for os og for hinanden - indgår arrangerede ægteskaber i ‘Gift ved første blik’. Også på TV3 er en af de helt store realitydarlings vendt tilbage for 27. gang, nemlig Robinson Ekspeditionen. Her kæmper 20 danskere om trofæet og den halve million på en øde ø i Malaysia. Det er reality-tv, når det fungerer allerbedst, hvis du spørger mig. For programmet viser, hvad der sker, når vi mennesker fjernes fra komfort og faste rammer og presses til det yderste. Men dét, jeg elsker allermest ved programmet, er, at det er et fantastisk indblik i de mellemmenneskelige dynamikker, der opstår i et minisamfund. Hvorfor læse antropologiske studier, når man kan se ‘Robinson Ekspeditionen’? Ugens Brok Hver uge zoomer en af feminas journalister ind på stort og småt, der som en sten i skoen gnaver, indtil man får den rystet ud. For ud over at vores danske brokkeri ligefrem har fået sin egen sang (af TV-2 - men det håber vi ikke er nødvendigt at skrive), så rummer brok nogle gange kimen til en større sandhed om os selv, hinanden og det samfund, vi lever i. Denne uges brok leveres af Julie Voldby Bruun, journalist og klummeskribent på femina, der elsker at lege sproghøg, mens hun ser reality-tv. Og hvilken bedre måde at analysere deltagerne (og hermed os selv) og dynamikkerne på, end gennem sproget. Det er nemlig en anden ting, jeg elsker ved reality-tv: Mødet gennem skærmen med mennesker, der ikke ligner eller taler som en selv. I dette års sæson skulle vi ikke meget længere ind i programmet end en halv time, før jeg blev mindet om det. To deltagere vælges som første- og andenvælger, og det er deres opgave at opdele deltagerne i Hold Syd og Hold Nord. Og så bliver der ellers talt, som om ‘Robinson Ekspeditionen’ er blevet sendt direkte fra SFO’en. I hvert fald hvis man lukker øjnene og blot lytter til det, der bliver sagt. Førstevælgeren sender alderspræsidenten, 52-årige Lis, der er tidligere advokat og leder, over på modstanderholdet – og det gør førstevælgeren ved at omtale hende som en pige. Det er omtrent her, jeg får lyst til at stikke strikkepinden i øret på mig selv. Bagefter sendes der en “dreng” over på det modsatte hold, og sådan fortsætter det. “Pige, dreng, pige, dreng”. Hvad sker der for voksne mennesker, der omtaler andre granvoksne mennesker som børn? Er vi virkelig ikke kommet videre fra dansk i 1. klasse? Det er pinligt at være vidne til – og langt fra et enkeltstående tilfælde. Det er en udbredt sprogfælde, der ofte optræder i reality-tv. Tag eksempelvis datingprogrammet ‘Landmand søger kærlighed’. Her er det mere reglen end undtagelsen, at de mandlige landmænd søger “en sød pige” at dele tilværelsen med. Bizart, hvis man egentlig tænker over ordlyden. Men vi fniser og synes, det er sødt, fordi mange af dem er oppe i årene og en del af en generation, hvor det var sådan, man omtalte kvinder. Mindre nuttet er det til gengæld, når det er mennesker under 50 år, der kalder deres jævnaldrende for børn. På femina har vi tidligere skrevet om tilfælde, hvor kompetente kvinder omtales som “dygtige piger”, og om hvilken umyndiggørende effekt det har. Her mener jeg ikke, når en voksen mand siger, at han skal “ud med drengene”, eller når jeg som 31-årig kvinde kalder mig selv for “en rigtig pasta-pige”, fordi jeg elsker pasta. Dertil kommer engelske begreber fra populærkulturen som “girl-dinner” eller “boy-sober”. Men i tilfælde, hvor der er tale om mænd og kvinder, som kæmper side om side mod sult og hinanden, skal det stoppes. Disse “piger” og “drenge” er alle over 20 år gamle og har sandsynligvis sex, kører bil og flere af dem har endda lederjobs. Det gør det ikke mindre infantiliserende, at det sikkert er ubevidst. Ord har magt. Lad mig derfor slå et slag for, at vi pensionerer denne rædselsfulde talevane. I Robinson må deltagerne stadig gerne sulte, lyve og stemme hinanden hjem. Men én ting kunne de måske godt lade ligge på øen: At kalde voksne mennesker for børn. Som Jakob Kjeldbjerg ville sige: SÆT I GANG!