Историк упрекнули в использовании пропагандистских материалов Кёстлера при описании жизни в КПСС

I sin ellers grundige biografi “Manden med de mange ansigter” (Politikens Forlag, 2024) om topkommunisten Richard Jensen begår historikeren Lars Halskov en fejl, der er langt mere udbredt, end man skulle tro: Han citerer Arthur Koestlers erindringsbog “Skriften på væggen” (The Invisible Writing) som en pålidelig kilde til livet i det kommunistiske parti. Det er en fejl, der viser, hvor svær kildekritik åbenbart stadig er, når det handler om Sovjetunionen. Koestler havde en klar personlig og økonomisk interesse i at male Sovjetunionen i de mest dæmoniske farver for sine britiske og amerikanske sponsorer. Halskov fremhæver et citat, hvor Koestler beskriver, hvordan partiet dyrkede “tilbedelsen af proletariatet” og “foragten for intelligensen” – hvordan kommunistiske intellektuelle angiveligt måtte gå i grove skjorter, have snavsede negle og tale arbejderslang for overhovedet at blive tolereret af partiet. Det lyder dramatisk. Det er også opdigtet. Ingeniørerne som den nye sovjetiske adel Virkeligheden under de første femårsplaner – som Koestler selv rejste rundt og oplevede i 1932-33 – var stik modsat. Ingeniører og teknokrater var systemets kæledægger. Stalins parole var “kadrer bestemmer alt”, og den nye “røde intelligentsia” fik de bedste boliger, adgang til forbrugsgoder og en status som filmstjerner. Stalin talte altid til “arbejdere, bønder og intelligentsiaen” som tre ligeværdige søjler. Sovjetisk videnskab, der kulminerede med Sputnik i 1957, buldrede netop afsted, fordi ingeniørerne havde så høj anseelse – ikke på trods af foragt, men på grund af respekt. Så hvorfor skrev Koestler noget så åbenlyst forkert? Svaret ligger ikke i hans hukommelse, men i hans arbejdsgiver. Da Koestler skrev sine erindringer i begyndelsen af 1950’erne, arbejdede han tæt sammen med det britiske udenrigsministeriums tophemmelige Information Research Department (IRD), der kørte i parløb med MI6 og finansierede antikommunistisk litteratur globalt. Uanset om briterne dikterede hvert ord, vidste Koestler udmærket, hvem der betalte hans regninger – og han havde en klar personlig og økonomisk interesse i at male Sovjetunionen i de mest dæmoniske farver for sine britiske og amerikanske sponsorer. Målgruppen var ikke almindelige arbejdere, men den venstreorienterede vestlige elite – forfattere, professorer, filosoffer – der i 1930’erne og 40’erne var fascineret af det sovjetiske eksperiment. Strategien var psykologisk: Ram dem på deres største frygt, tabet af status. Budskabet var enkelt: Kommer kommunismen hertil, bliver I reduceret til ingenting. Rambukken i Paris Koestlers rolle som påvirkningsagent var ikke abstrakt. I Paris efter Anden Verdenskrig mødte han op på cafeerne, hver gang Sartre og venstrefløjen diskuterede opbygningen af et socialistisk Europa, og bombede samtalen med rystende detaljer om gulag og udrensninger – briefet med materiale fra IRD og kredsen omkring tidsskriftet Encounter, som senere blev afsløret som et rent CIA-foretagende. Det lykkedes: De kommunistiske partier i Frankrig og resten af Europa blev splittet i eurokommunistiske grupperinger, herhjemme i SF. Men Sartre gennemskuede ham. Han var ikke blind for Sovjetunionens problemer, men han så den politiske dagsorden: Hvis de vestlige intellektuelle droppede deres støtte, ville den franske arbejderklasse – blandt andet på Renault-fabrikkerne – stå tilbage uden håb, mens Frankrig blev overladt til amerikansk kapitalisme og højrefløjen. Derfor holdt Sartre fast, selv om han ikke kendte de hemmelige budgetter fra London. Simone de Beauvoir bearbejdede i stedet chokket over, vennen-bliver-koldkriger, i romanen “Mandarinerne”. En myte der ikke vil dø Det er præcis den fælde, Lars Halskov 70 år senere er gået i uden at vide det. Ved at genbruge Koestlers “enfoldige” fortælling om det anti-intellektuelle sovjetiske parti – uden at nævne IRD, Encounter eller Koestlers dokumenterede rolle som britisk-amerikansk påvirkningsagent – lader en ellers moderne, dygtig historiker koldkrigens propagandaapparat skrive historien om Sovjetunionen endnu en gang. Det er ikke ondsindet, men det er et skoleeksempel på, hvorfor kildekritik ikke er en formssag, men selve substansen i historisk arbejde. Sagen om ingeniørerne er ikke en marginal detalje. Den viser, at Koestlers billede kunne modbevises med hårde fakta allerede dengang – og at det alligevel overlevede i årtier, fordi det tjente et formål. Vestlige forskere, der rent faktisk kendte til Sovjetunionen, kunne se, at den sovjetiske elite levede i relativ luksus. Alligevel blev fortællingen om det anti-intellektuelle terrorregime ved med at cirkulere, fordi den var mere brugbar for London og Washington, end sandheden var. Når selv nutidens historikere overtager de gamle koldkrigsfortællinger uden at blinke, bliver myterne genoptrykt som sandheder. Det er ikke kun et problem for Arthur Koestlers eftermæle eller for Lars Halskovs ellers grundige bog om Richard Jensen. Det er et påmindelse om, at Den Kolde Krigs fortællinger om kommunismen sjældent blot var neutrale øjenvidneberetninger – de var, som i Koestlers tilfælde, ofte skrevet med en bagmand, en dagsorden og et publikum for øje. Den kildekritik skylder man både historien og læserne. Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler. Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.