Модель Астрид Корнелиус борется с давлением общества и рекомендует очищать соцсети от токсичного контента

Astrid brugte tynde modeller som målestok. Nu har hun fundet måder at skærme sig mod kropspresset "Min krop fungerer. Jeg har det fint, men tankemæssigt er der stadig mange ting, som fylder og styrer min hverdag," siger 21-årige Astrid Cornelius. Foto: Privatfoto Artiklen indeholder beskrivelser af spiseforstyrret adfærd. Hos Somenta kan du få gratis rådgivning og støtte til at håndtere en spiseforstyrrelse eller selvskade hos dig selv eller hos en, du holder af. I løbet af sin barndom og frem til teenageårene husker Astrid Cornelius egentlig ikke, at hun tænkte over sin krop. Hun følte bare, at den var der. Men noget ændrede sig, da hun blev 13-14 år. Hun begyndte pludselig at fokusere enormt meget på sin krop - formentlig som en reaktion på stress og udbrændthed. Alt det svære gik ud over den, forklarer hun. – Jeg hyperfokuserede på min krop og på at gøre den “rigtig”. På at gøre den mindre, siger hun til femina. Fordi hun i forvejen var en relativt høj pige, blev hun optaget af at skrumpe sig selv, der hvor hun kunne. Samtidig blev hun påvirket af, at de i familien havde et stort fokus på træning og kost – og langsomt begyndte hun at flirte med tanken om en spiseforstyrrelse. – Jeg kan huske, at jeg begyndte at se videoer på YouTube med piger, der havde en spiseforstyrrelse, men som var i bedring. Pigerne viste, hvad de spiste i løbet af dagen og fortalte om deres sygdomshistorie. Astrid kunne tydeligt se, at de var undervægtige. Men samtidig blev de også passet ekstra meget på. De var derhjemme, de skulle ikke gå i skole, og deres familie var meget omsorgsfulde. – Det var alt det, jeg hungrede efter. Den der omsorg. Så det var helt sikkert med til, at jeg lullede mig selv ind i det og triggede mig selv med de videoer. På YouTube ledte hun efter flere videoer, og ofte landede hun på modeshows fra undertøjsmærket Victoria’s Secret. Hun drømte om at se ud præcis som de tynde supermodeller, der spankulerede ned ad catwalken i smukt lingeri. – Det var nærmest som et drug for mig. Jeg skulle se det hele tiden. Sideløbende mistede hun sin realitetssans i forhold til, hvordan hun selv så ud. Ville være "rigtig" Omkring et halvt år efter, at Astrid først begyndte at se videoer på YouTube af både supermodeller og spiseforstyrrede piger, blev hun diagnosticeret med anoreksi. Spiseforstyrrelsen har dog altid været et symptom på generel mistrivsel, understreger hun. Hun startede først i et forløb på Bispebjerg Hospital og blev sendt hjem med særlige kostplaner, hun skulle følge. I nogle perioder gik det bedre, men løbende måtte hun indlægges flere gange med tilbagefald. – Jeg nåede mit lavpunkt i forhold til mit kropsbillede, min spiseforstyrrelse og selvskade, da jeg lige var blevet 17 år. Selvom hun i starten havde drømt om at ligne de tynde modeller, udviklede det sig med årene til en udefinerbar følelse af at ville være “rigtig”. Hun stræbte efter at være god i kraft af sit udseende. I dag er Astrid 21 år gammel. Hun vil ikke kalde sig selv rask, men hun har det bedre end tidligere, går fast til psykolog og har også en bedre forståelse for sin sygdom. – Min krop fungerer. Jeg har det fint, men tankemæssigt er der stadig mange ting, som fylder og styrer min hverdag, siger hun. Spiseforstyrrelser i stigning Særligt det seneste års tid har Astrid bemærket, hvor meget tyndhed fylder på især de sociale medier. Selvom hun påpeger, at slanke kvinder altid har været eftertragtede i kulturen, er det som om, noget er eksploderet. – Når man lige pludselig ser alle dem, man har set op til – musikere, tv-personligheder, sportspersonligheder – ændre sig helt vildt, bliver jeg også påvirket af det, siger hun og tilføjer: – Det, jeg bliver mest ked af og frustreret over lige nu, er, at influencere, som jo er dem, der på en eller anden måde har magten online, begynder at promovere den her kultur i stedet for at tage afstand fra den. Også hos foreningen Somenta (tidligere Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade) oplever de, at især unge i dag udsættes for et voldsomt kropspres. Et pres, der altid har været der, men som er blevet meget mere massivt. – Der er ingen tvivl om, at det særligt er vores unge i dag, der er udsat for et helt ekstremt pres, fordi vi også har fået en anden medievirkelighed med sociale medier. Man bliver konstant eksponeret for et helt vildt ideal, forklarer direktør Camilla Hersom og uddyber: – Vi ved, at når man spejler sig op imod den type uopnåelige idealer, så medfører det for en hel del meget stor kropsutilfredshed, og det er den direkte vej til at udvikle en spiseforstyrrelse, slår hun fast. Camilla Hersom forklarer, at sammenligning altid har eksisteret. Det nye er, at man i dag sammenligner sig med popstjerner og alle mulige andre på en anden måde, end man måske gjorde tidligere. Og at man konstant bliver udsat for meget forvrængede skønhedsidealer, som florerer overalt. Foreningen ser det som et stigende fænomen, at mange bliver tyndere og tyndere - endda “ultratynde”. Den tendens er direkte skadelig for dem, der bliver eksponeret for det, understreger hun – Generelle baggrundstal viser, at udbredelsen af spiseforstyrrelser er i stigning. Så vi synes, det står meget slemt til, og vi har brug for at blive bevidste om, i hvilket omfang vi som samfund er nødt til at få ændret den her udvikling. Vejen mod et mere positivt kropsbillede Det er som sagt svært ikke at lægge mærke til, at tyndhed igen fylder mere i vores fælles blik på kroppen. Man kan i dag hurtigt få fornemmelsen af, at alle bliver mindre. Senest har popstjernen Ariana Grandes krop været genstand for massiv debat, og samtidig er vægttabsmedicin som Wegovy blevet en fast del af den offentlige samtale. Spørgsmålet er, hvad man så overhovedet kan stille op mod det pres? Hvordan bevarer man et positivt kropsbillede i en tid, hvor det slanke kropsideal fremhæves i mode, på den røde løber og i vores sociale mediefeeds - og med flere og flere midler til at opnå det? Ifølge Camilla Hersom, direktør for Somenta, starter det med en bevidsthed om, at man faktisk bliver påvirket af det. – Ligesom man også bliver påvirket af reklamer, bliver man påvirket af, hvad man ser på de sociale medier. Så man kan jo starte med at kigge meget nøje på, hvad der dukker op i ens feed, og så lade være med at følge nogle, som får en til at føle sig dårligt tilpas eller utilstrækkelig. I virkeligheden skal man være meget, meget kritisk over for sit eget medieforbrug, siger hun. Og så skal man gøre noget godt for sig selv og sin krop, så man får det godt med at være i den. – Det kan være alle mulige former for sport eller fysisk udfoldelse som en gåtur eller massage, men i virkeligheden at gøre noget ret aktivt for at føle sig godt tilpas i sin krop. Det væsentligste er, at vi er nødt til at tage det virkelig alvorligt at være venlige mod os selv, understreger Camilla Hersom. – Men det, der er fællesnævneren her, og som jo er den virkelig vanskelige opgave, er, at det kræver en bevidsthed og en selvrefleksion, som nok også kræver en modenhed, som vi ikke kan forvente, at unge teenagere for eksempel har Hun forklarer derfor, at de voksne - og fagpersoner - omkring børn og unge spiller en kæmpe rolle i at bidrage til større kropsaccept. Det er eksempelvis ikke givende, hvis man har forældre, som hele tiden taler negativt om deres egen krop. Det smitter direkte af på børnene. – Og så synes vi også, at der skal ske regulering af sociale medier for mindreårige. Det mener vi er helt på sin plads, og der er behov for at udvikle nogle instrumenter, som gør, at man kan installere filtre eller andet på sin telefon, som gør, at man ikke bliver eksponeret for bestemte ting. Ryd ud i dit feed Når Astrid Cornelius i dag scroller igennem Instagram eller TikTok, falder hun tit over videoer af unge kvinder, der træner eller spiser på en bestemt måde for at ændre sig. Hun har også fulgt med i debatten om ulovlige peptider, der især på TikTok er blevet markedsført som en mirakelkur til at få større muskler og opnå vægttab. – Jeg har også set reklamer for kalorietællingsapps, som promoveres af danske influencere. Jeg kender jo ikke deres målgruppe, men jeg ved, at de også henvender sig til børn eller unge mennesker. Og det synes jeg er dybt problematisk, siger Astrid. For at undgå, at hun selv bliver fanget i algoritmer, der viser hende ”skadeligt indhold”, har hun i længere tid aktivt ryddet ud i sit feed. – Det er gået op for mig, at når man unfollower folk, så forsvinder de faktisk fra ens virkelighed, siger hun og uddyber: – Jeg synes, det er sådan et lidt klichéagtigt råd at give. At man selv har magt over at kunne vælge til og fra, hvem man følger. Men jeg har eksperimenteret lidt med det selv, fordi jeg netop er blevet så påvirket. Og det gik pludselig op for mig efter et halvt år, at jeg ikke havde tænkt på det her menneske, som ellers havde haft stor magt over, hvordan jeg så på mig selv i rigtig lang tid, fordi jeg ikke længere fulgte dem. Samtidig er det vigtigt at opsøge positive fællesskaber og vælge det gode indhold til - og huske at interagere med det, siger hun. – Vi som forbrugere har også et ansvar for, at når vi interagerer med det indhold, der er negativt, så bliver det også pushet til flere mennesker. Så jeg prøver aktivt at gøre det modsatte. Slutteligt anbefaler Astrid, at man tør tale højt om det kropspres, man oplever, og dermed tage magten over, at det er forkert. – Man må godt blive vred eller frustreret over det. Men hvis man kan, så gør det til et problem, der kommer udefra, som vi skal løse sammen, i stedet for at vende det indad.