Экс-министр Миа Вагнер объяснила, как подавленная ярость привела к уходу из семейного бизнеса

Når Mia Wagner tænker tilbage, synes hun ikke, det var særlig elegant håndteret af hende, da hun i 2020 trak sig ud af den familieejede koncern Freeway.  Hun havde arbejdet som direktør for virksomheden, der er ejet af hendes far og bror. Og til sidst var hun nået til et punkt, hvor følelserne boblede over.  – Det blev en grim proces. Jeg var vred over, at jeg ikke følte mig lyttet til, over den måde jeg skulle være direktør på og over at min far, min bror og jeg ikke kunne blive enige om, hvordan virksomheden skulle ledes.  I dag ville hun ønske, at hun havde lyttet til sine grænser noget tidligere. At hun havde fortalt sin far og bror, at ikke bare var hun utilfreds, men også hvad hun helt konkret gerne ville have fra deres samarbejde. Men det kunne hun ikke dengang.  – Jeg kunne bare ikke udtrykke det. Jeg gik længe med de frustrationer, som byggede sig op, og som til sidst blev til vrede – til unødvendigt meget vrede. Nu, hvor jeg er ældre og klogere, ville jeg have håndteret det anderledes, men det gav mening for mig der.  Fordi Mia længe havde undertrykt de behov, hun egentlig havde brug for at komme ud med, blev de til sidst udtrykt gennem vrede og magtesløshed. Det blev derfor i stigende grad frustrerende at tage vare på hendes eget arbejdsliv.  – Det at få energien til at bryde ud og skabe mit eget, som jeg virkelig var pissebange for, det kunne jeg gøre med vrede. Det blev det katapultsæde, der fik mig videre. Vreden var nødvendig for at udløse en ændring, jeg havde svært ved at sætte i gang.  Det var første gang, hun oplevede, at hun kunne bruge vreden til noget positivt. Tidligere havde den været en stor udfordring for hende.  Du er for mild  Mia er barn af ejerledere, som hun selv formulerer det. Faren var direktør i eget advokatfirma, som hele familien var engageret i, og kulturen i deres hjem var i høj grad præget heraf.  – Det var forventet, at jeg og mine søskende tog kampene, og at man kunne klare mosten. Jeg fik at vide, at jeg var for naiv og for mild, og det skulle jeg ligesom prøve at lade være med at være. Jeg skulle være artikuleret og stå fast på mit gennem styrke.  I forældrenes verden handlede det om at udfordre begrænsninger og stå ved sine holdninger, for kun sådan kom man frem i verden og blev anset som professionel. Men det lå slet ikke naturligt til Mia.  – Hvis der var konflikter, hvis nogen var uretfærdige overfor mig, eller jeg blev presset, så græd jeg i stedet for at blive sur. Men jeg prøvede helt klart at ændre adfærd og blive mere hård, fordi jeg opfattede, at det var mit temperament, der var forkert. Men det var ikke bare lige sådan at finde et andet temperament frem.  I stedet sørgede Mia for altid at være dobbelt så godt forberedt som alle andre. Som kompensation for sin mildhed var hun som nyuddannet jurist altid så grundig, at ingen modpart kunne gøre hende usikker eller vælte hende ud af balance.  – Men det er en hårfin grænse. For selvom det hårde ydre udviser en autoritet i den verden, så oplevede jeg også hurtigt, at man som kvinde ikke kan få ret ved at stille krav eller være sur. Så bliver du nemt set som hysterisk.  Det er ikke noget, Mia selv er blevet kaldt. Hun har altid holdt sig rimelig diplomatisk og ikke stillet for mange krav, når hun f.eks. har siddet i bestyrelser. Men hun har set, hvordan andre kvinder nemt fik det stempel på sig. Derfor arbejder hun i dag også med at rådgive ledere i at navigere i bl.a. de svære følelser.  Vreden vendes indad  Den dag for seks år siden, da Mia endelig tog skridtet og stoppede med at arbejde for sin far og bror, forstod hun noget vigtigt.  – Det er noget af den erfaring, som jeg kan trække på nu. Det, jeg gjorde dengang, da jeg ikke følte, at mine behov og værdier blev mødt, var at vende det indad. Jeg syntes ikke, jeg var dygtig nok.  Det rådgiver hun i dag andre kvindelige ledere i. Og hun må konkludere, at hun ikke er alene om den tendens. Det går igen hos nærmest alle de kvindelige klienter, hun har, at de peger pilen indad.  – Når der er modgang, eller man egentlig ikke synes, noget er i orden, så er kvinderne tilbøjelige til at fornedre sig selv og synes, at det er dem, der er noget galt med, og det er lidt en kortsigtet løsning.  Hun ser det igen og igen. Kvinder, der f.eks. oplever dårlig kommunikation eller utydelig forventningsafstemning på arbejdspladsen. De kan mærke en vrede eller irritation inden i, men oftest vil de komme frem til, at udfordringerne er deres egen skyld.  – Jeg plejer at sige til dem, at følelser skal vi have, og at de er altid okay. Så det er også okay at blive vred, og det skal slet ikke diskuteres. Men det gør kvinder. Når de bliver vrede, spørger de sig selv, om det er berettiget. Jeg ser følelser som vejskilte – de er indikatorer for noget.  Når Mia i dag kan give de råd videre, ligger der et arbejde med hende selv til grund. Hun har måtte lære at tage sine følelser alvorligt – også de mere grimme af slagsen.  Hun kan genkende sig selv i sine klienter, for hun kunne også finde et hav af formildende omstændigheder, som hun brugte til at overbevise sig selv om, at hendes vrede slet ikke var legitim.  – Som regel skal du bare sige det højt, for sådan kan man få tilpasset mange situationer til sine behov. Men det er vildt grænseoverskridende, og det øver jeg mig også i. Nogen er gode til at udtrykke deres behov, inden det bygger sig op. Hvis ikke man er det, kan vreden være en god hjælp. Som et katapultsæde, der kan bryde den tilstand, du er i. Mia Wagner - Forretningskvinde, iværksætter og strategisk rådgiver.  - Medstifter af virksomheden Nordic Female Founders, tidligere politiker i Venstre og en kort periode digitaliserings- og ligestillingsminister samt tidligere ”løvinde” i programmet ”Løvens hule”. - 48 år og bor sammen med sine to døtre på 19 og 20 år.