Журналистка призвала ввести кодекс поведения на концертах из-за роста неуважения к другим зрителям

Der er mange uskrevne regler i verden, jeg ikke bryder mig synderligt meget om.  Alligevel vil jeg gerne foreslå, at vi indfører et nyt underliggende kodeks, når det gælder koncerter og andre liveoplevelser – eller at vi i det mindste strammer op på det, vi har haft førhen.  For nylig var jeg til Olivia Deans koncert i Royal Arena, og det var en aften, jeg havde set frem til længe. I 2025 fortalte min Spotify mig, at jeg havde brugt over 3.000 minutter på at lytte til hende, og at jeg er blandt de 0,1 % største fans i verden, når man måler efter antal gange, man har lyttet til hendes musik.  Hendes sange har både virket helende og styrkende for mig, og i flere år har jeg drømt om at stå blandt ligesindede og mærke hendes energi.  Men min oplevelse blev ikke, som jeg havde drømt om, fordi vi ikke alle sammen er enige om, hvordan man bør opføre sig til koncerter. Og det er ikke første gang, jeg oplever det.  Til mit held havde vi købt ståpladser, og det gav os mulighed for at flytte os undervejs – men det viste sig at være nødvendigt hele fire gange. For hver gang vi fandt et nyt sted, gentog de samme mønstre sig.  Når der blev spillet sange, som mine sidemakkere ikke kendte, blev musikken reduceret til baggrundsstøj for deres meget højlydte samtaler. Og når de velkendte hits rungede ud over arenaen, skreg de så højt med, at deres stemmer overdøvede det, vi faktisk var kommet for at høre – og her skal man have in mente, at lige netop Olivia Deans sange er i den mere rolige ende af spektret.  Der er også sket noget med kulturen, hvor man lige fanger et blik, lægger en hånd på skulderen eller siger ”undskyld”, inden man går forbi nogen, der står tæt. I stedet blev vi mødt af albuer i siden og mennesker, der pressede sig hårdt frem uden et ord, så vi næsten mistede balancen.  Det sætter mig altid i en situation, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre.  Først forsøger jeg mig med et blik, der på en venlig måde signalerer, at de forstyrrer oplevelsen. Men når den tilgang bliver ignoreret, hvad gør man så? Jeg er ikke et konfliktsky menneske, men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at lege politibetjent midt i festen.  Jeg har brug for at pointere, at folk selvfølgelig skal synge med, danse og mærke musikken. Det er netop derfor, vi mødes for at opleve musikken live. Sidste sommer var jeg selv til Pitbull-koncert iført jakkesæt og skaldet isse for at ligne artisten. Jeg hoppede og dansede så meget, at den syntetiske plastikskaldepande flere gange måtte vendes på hovedet og tømmes for sved – så jeg er bestemt ikke fortaler for, at man skal stå musestille med armene over kors.  Men jeg synes, der ligger en fælles opgave i at læse rummet.  Der er forskel på en midnatskoncert ved Orange Scene og en jazzkoncert, ligesom der er forskel på at juble under et fodboldopgør og at sidde i en teatersal. Problemet opstår, når vi kun fokuserer på vores egen oplevelse og glemmer, at hundredvis af andre mennesker også har betalt for deres.  Og i en tid, hvor mange oplever, at fællesskaberne er under pres, og hvor livet i stigende grad udspiller sig bag skærme, ville det være rart, hvis vi kunne holde fast i det, der binder os sammen: samhørighed, ordentlighed og medmenneskelighed.  Det ville være ærgerligt, hvis vi mistede noget af den oplevelse, fordi hensynet til hinanden forsvandt undervejs. Caroline Heidemann Ugens klummeskribent er journalist på alt.dk og vært i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”. Hun bruger for mange penge på biograf, teater, koncerter og restaurantbesøg med sine veninder og kæreste. 26 år, nordjyde og bor på Vesterbro i København.